Vort Landbrugs Skadedyr
blandt Insekter og andre lavere Dyr.

Forfatter: Sofie Rostrup

År: 1900

Serie: Landbo Skrifter

Forlag: Det Schubotheske Forlag.

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 231

UDK: 632

udgivne med Understøttelse af det Raben-Levetzauske Fond af det Kgl. danske Landhusholdningsselskab.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 250 Forrige Næste
35 stadiet paahviler Forpligtelsen ti] at sorge for Artens Be- staaen: Formeringen er altsaa det fuldt udviklede Insekts Opgave. Dyret lever derfor i Reglen kun kort Tid som fuldt udviklet Insekt, længere, jo længere det varer, inden der bliver Lejlighed for den til at parre sig. Kan man forhindre, at der finder en Parring Sted, kan man endog i flere Aar holde Liv i et Insekt. Efter Parringen er Hannernes Livsopgave fuldendt, hvorefter de snart dor, eller i ordnede Insektsamfund som Biernes bliver dræbt som unyttige Væsner. Hunnerne har endnu Æglægningen at besorge; denne kan strække sig over længere Tid, endog over flere Aar. Hunnen er nemlig forsynet med et Sædgjemme, hvori Sæden opbevares, saa at Æggene be- frugtes, naar de passerer forbi dette. Som Følge af denne Arbejdsdeling paa de forskjellige Stadier gjor Insektet størst Skade som Larve; dog er der ogsaa fuldtudviklede Insekter, der ikke foragter gastrono- miske Nydelser, ja som endog kan lægge en temmelig stor Graadighed for Dagen og saaledes anrette en ret be- tydelig Skade (Oldenborren). Insekterne udgjor en overordentlig talrig Dyreklasse; den er rig baade paa Arter og Individer, rigere, jo rigere Planteverdenen er, hvorfor Troperne frembyder den største Mangfoldighed, medens den bliver fattigere og fattigere mod Polerne. Insekterne formerer sig i overordentlig høj Grad, men Ynglen er ogsaa udsat for mange Farer, saa at kun en Del af den naar til fuld Udvikling. Den første Betingelse for, at en stor De] af Ynglen skal kunne be- vare Livet, er, at der forefindes tilstrækkelig Næring for den. Naar Larverne lever af vildtvoxende Planter, vil der i Reglen ikke være Overflodighed af Næring til Stede, da disse som oftest optræder spredt; men dyrker man nu Planter, der er nærbeslægtede med de vildtvoxende, behøver Larverne ikke at æde fra hinanden, hvorfor en stor Mængde vil kunne naa at udvikles. Heri ligger en af Grundene til, at Dyr, der ikke tidligere har gjort videre Skade, paa én Gang kan optræde odelæggende (f. Ex. Kar- 3*