Vort Landbrugs Skadedyr
blandt Insekter og andre lavere Dyr.
Forfatter: Sofie Rostrup
År: 1900
Serie: Landbo Skrifter
Forlag: Det Schubotheske Forlag.
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 231
UDK: 632
udgivne med Understøttelse af det Raben-Levetzauske Fond af det Kgl. danske Landhusholdningsselskab.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
35
stadiet paahviler Forpligtelsen ti] at sorge for Artens Be-
staaen: Formeringen er altsaa det fuldt udviklede Insekts
Opgave. Dyret lever derfor i Reglen kun kort Tid som
fuldt udviklet Insekt, længere, jo længere det varer, inden
der bliver Lejlighed for den til at parre sig. Kan man
forhindre, at der finder en Parring Sted, kan man endog
i flere Aar holde Liv i et Insekt. Efter Parringen er
Hannernes Livsopgave fuldendt, hvorefter de snart dor,
eller i ordnede Insektsamfund som Biernes bliver dræbt
som unyttige Væsner. Hunnerne har endnu Æglægningen
at besorge; denne kan strække sig over længere Tid,
endog over flere Aar. Hunnen er nemlig forsynet med et
Sædgjemme, hvori Sæden opbevares, saa at Æggene be-
frugtes, naar de passerer forbi dette.
Som Følge af denne Arbejdsdeling paa de forskjellige
Stadier gjor Insektet størst Skade som Larve; dog er der
ogsaa fuldtudviklede Insekter, der ikke foragter gastrono-
miske Nydelser, ja som endog kan lægge en temmelig
stor Graadighed for Dagen og saaledes anrette en ret be-
tydelig Skade (Oldenborren).
Insekterne udgjor en overordentlig talrig Dyreklasse;
den er rig baade paa Arter og Individer, rigere, jo rigere
Planteverdenen er, hvorfor Troperne frembyder den største
Mangfoldighed, medens den bliver fattigere og fattigere
mod Polerne. Insekterne formerer sig i overordentlig høj
Grad, men Ynglen er ogsaa udsat for mange Farer, saa
at kun en Del af den naar til fuld Udvikling. Den første
Betingelse for, at en stor De] af Ynglen skal kunne be-
vare Livet, er, at der forefindes tilstrækkelig Næring for
den. Naar Larverne lever af vildtvoxende Planter, vil der
i Reglen ikke være Overflodighed af Næring til Stede,
da disse som oftest optræder spredt; men dyrker man
nu Planter, der er nærbeslægtede med de vildtvoxende,
behøver Larverne ikke at æde fra hinanden, hvorfor en
stor Mængde vil kunne naa at udvikles. Heri ligger en
af Grundene til, at Dyr, der ikke tidligere har gjort videre
Skade, paa én Gang kan optræde odelæggende (f. Ex. Kar-
3*