Vort Landbrugs Skadedyr
blandt Insekter og andre lavere Dyr.

41 Kun i den sydlige Del af Landet er den nogenlunde al- mindelig. Den bedste JVlaade at komme Jordkrebsene til Livs paa er ved at ødelægge deres Reder. Dette maa helst ske i Juni—Juli. Deres Gange og Reder kan man let finde, da Planterne over dem visner hen. Efter Regnvejr vil det lettest lade sig udføre, da Gangene saa let falder i -Øjnene. Man har ogsaa forsagt at fange Jordkrebsen ved at grave Urtepotter, hvis Hul i Bunden først lukkes med en Kork- prop, ned i deres Gange i Jorden, saaledes at Urtepottens Rand er sænket lidt under Gangen. Jordkrebsen vil da falde ned i disse Fanggruber, hvor de let vil kunne samles, da de ikke kan arbejde sig op ad Væggene. Ørentvisten (Forficula auricularia L). ørentvisten har et langagtigt, fladt Legeme og naaer en Længde af 15—21 Mm. Det rødbrune, hj ærtefor mede Hoved er bojet lodret nedad og gaar bagtil over i en smal Hals. Paa Hovedet sidder der et Par smaa børsteformede Følehorn og et Par smaa kugleformig fremspringende, sorte Øjne. Brystet er brunt, Bagkroppen mørk kastanjebrun og ender med en Tang, der hos Hannen er større og har buede, paa den indvendige Side takkede Arme, hos Hunnen mindre med lige, ikke takkede Arme. Benene er gule. Forvingerne er meget korte, stive Dækvinger, under hvilke Bagvingerne foldes sammen baade paa tværs som hos Billerne og paa langs som hos de øvrige Skindvingede. Den ligner meget en Rovbille og holder ogsaa som denne Bagkropsspidsen bojet opad og fremad. Tangen bruges dels som Vaaben, dels til at folde Vingerne ud af deres sammenlagte Stilling under Dækvingerne, maaske ogsaa til at folde dem sammen og gjemme dem. Om Dagen sidder den som oftest skjult i mørke Kroge og kan da tilfældigvis komme ind i Ørene paa Mennesker, der har lagt sig til at sove i det Frie; men at den særlig