Vort Landbrugs Skadedyr
blandt Insekter og andre lavere Dyr.

Forfatter: Sofie Rostrup

År: 1900

Serie: Landbo Skrifter

Forlag: Det Schubotheske Forlag.

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 231

UDK: 632

udgivne med Understøttelse af det Raben-Levetzauske Fond af det Kgl. danske Landhusholdningsselskab.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 250 Forrige Næste
61 Ryggen er den fedtglinsende sort; Folehorn og Munddele er rødbrune; Undersiden og Benene er brune eller rød- brune. Dækvingerne er punkteret stribede. Larven naaer en Længde af 20—26 Mm. og en Bredde af 3—4 Mm. Den er fladtrykt, omtrent lige tyk i hele sin Længde, idet den kun imod Bagenden bliver tyndere. Foruden Hovedet, der er sortebrunt og forsynet med kraftige Kindbakker, kan man tælle 12 Ringe, der med Undtagelse af den sidste er kvadratiske og paa Oversiden dækkede af fir- kantede, mørke Kitinplader, der dækker de 3 Brystringe fuldstændig, men paa Bagkropsringene bliver baade kortere og smallere, saa at den biode, lyse Hud viser sig paa Si- derne og ogsaa ofte mellem Ringene. Paa den sidste Ring sidder der et Par led- dede Tappe, Halenokker, imellem hvilke Gattet kan skydes ud som et 13. Led. Paa hver af Brystringene sidder der et Par kraftige Ben, som ender med 2 Kloer. Hos alle andre skadelige Bille- larver findes der kun én Klo. I Slutningen af Juni og Begyndelsen af Juli kommer Billen frem af Jorden. Om under Jordknolde eller Stene, men om Natten kryber den op ad Straaene paa Rug, Byg og Hvede, sjældnere Havre. Naar den er naaet op til Axene, holder den sig fast med de to bageste Par Ben: med det forreste Par aabner den Avnerne og begynder da at æde af Kornene, helst de unge mælkede, som den æder helt op: er Kornene haardere, æder den i Reglen kun den blødeste, indre Del af dem. Billen omklamrer Straaet saa fast med sine Ben, at selv stærk Storm ikke kan ryste den af; den gynger frem og tilbage med Planterne og fortsætter sit Maaltid trods Bevæ- gelsen. Hunnen lægger sine Æg i smaa Hobe i Jorden Fig. 7. Axløberen (Zabrus gibbus) med Larve (efter Taschenberg). holder den