Vort Landbrugs Skadedyr
blandt Insekter og andre lavere Dyr.

Forfatter: Sofie Rostrup

År: 1900

Serie: Landbo Skrifter

Forlag: Det Schubotheske Forlag.

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 231

UDK: 632

udgivne med Understøttelse af det Raben-Levetzauske Fond af det Kgl. danske Landhusholdningsselskab.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 250 Forrige Næste
69 For at hindre Billernes altfor stærke Formering er det naturligvis vigtigt at sørge for rationelt Sædskifte, hvad der nok kan lade sig gjore, hvor der kun dyrkes Foderroer, men ve] undertiden kan have sine Vanskeligheder, hvor Driften er baseret paa Sukkerroedyrkning. Man maa da sørge for at saa Roerne meget tæt, for at der kan blive et tilstrækkeligt Antal sunde Planter tilbage efter Angrebet. Har Marken allerede de foregaaende Aar vist sig angreben, bør man ikke saa Roerne i den, men vælge et sundt Stykke Jord hertil og først plante Planterne ud i den angrebne Jord, naar de er bievne større og mere modstandsdygtige, et Middel, der ganske vist kun lader sig anvende paa mindre Arealer. Torbister (Scarabaeidae el. Lamellicornia). Til denne Familie horer der en stor Mængde Insekter, der alle lever af Planteføde. Blandt disse findes vort ska- deligste Insekt, den almindelige Oldenborre og den mindre Gaasebille, som ogsaa gjør en Del Skade, der- næst nogle sjældnere Oldenborrearter samt Skarnbasser, Gjodningsbiller o. a., som ingen Skade gjør, og Eghjorte, Bøghjorte og Valsehjorte, der gjør Skade i Skove. Tor- bisterne er plumpe, tykke Dyr ofte med livlige Farver og Metalglans. De har meget karakteristiske Folehorn: de sidste 3—7 Led er nemlig paa den indvendige Side trukne ud til Blade, der lægges sammen eller foldes ud, alt efter- som de er i Ro eller Bevægelse, hvorfor man ogsaa kalder disse Biller vifte- eller bladhornede (Lamellicornia). For- benene er Graveben. Forbrystet er tykt og stort. Forvingerne dækker hele Bagkroppen eller lader kun den allerbageste Spids ubedækket. Ofte liar Hannerne sekundære Kjonsmærker (o: saadanne, der ikke staar di- rekte i Parringens Tjeneste) i Form af Udvæxter paa Hoved og Forbryst, stærkere udviklede Folehorn og Kind-