Lærebog I Meteorologi Og Jordmagnetisme

97 Grønland, over Jan-Mayen og Bjørne-Øen (mellem Norge og Spitsbergen), indtil den naar sin nordligste Beliggen- hed nord for det asiatiske Fastland; herfra gaar Ret- ningen atter noget mod Syd for over Point Barrow (det amerikanske Fastlands nordligste Punkt) og Store Slavesø at naa ned til Hudsonslandene. Nord for Nordlysbæltet aftager Polarlyset saavel i Hyppighed som i Udvikling. 108. I Polarlysbæltet optræder Polarlyset med sin største Rigdom af Former, men det viser sig saa godt som aldrig her under den Form, under hvilken Fæ- nomenet sædvanligvis ses i de tempererede Egne. Polarlysets Hovedformer ere i de polare Egne Bue- og Straaleformen. Polarlysbuen har i Reglen, men langt fra altid, en Retning fra magnetisk Øst til Vest med Toppen i den magnetiske Meridian. Naar denne Form er fuldt udviklet, danner den en sammenhængende Bue med Fødderne i Horizonten. Ofte ses samtidig mange Buer, den ene over den anden. Mellemrummene ere da opfyldte af en lysende Taagemasse. Naar Bueformen ikke er fuldstændig udviklet, viser Fænomenet sig som et lysende Baand, der synes at svæve i Luften, og som sædvanlig er i en meget stærk bølgende Bevægelse, saa at det faar et Udseende, som om det flagrede for Vinden. Ofte bliver et saadant Baand saa bredt, at Fænomenet antager Formen af et uhyre, folderigt Lystæppe. Fig. 30 er en Tegning af et saadant Nordlysdrapperi, der viste sig i Godthaab i Efteraaret 1882. Undertiden ses saa- danne Tæpper, hvis Udfoldningsflade har Hovedretning fra magnetisk Vest til Øst, at bevæge sig med stor Hastighed fra magnetisk Syd til Nord eller omvendt, saa at en Iagttager faar Nordlyset at se først paa den nordlige Side, dernæst at passere Zenit og senere paa den syd- lige Side, eller omvendt. 7