Lærebog I Meteorologi Og Jordmagnetisme

66 80. Et Steds Regnmængde angives ved den Højde, til hvilken Regnvandet vilde stige paa en vandret Flade, naar ingen Fordampning eller Afløb fandt Sted. Regnhøjden maales ved en Regnmaaler, som bestaar af en Kande (Fig. 17), i hvilken Regnen løber ned gennem en Tragt, der forhindrer det opsamlede Regnvand i at fordampe. Naar Regnmaalerne tømmes, gydes det opsamlede Regnvand i et Cylinderglas, paa hvilket der findes Inddelinger, som tilstede en direkte Aflæsning af Regnhøjden. 81. Er Temperaturen i den Sky, fra hvilken Nedbør falder, under Frysepunktet, sker Nedbøren under Form af Sne eller Hagl. Sneen bestaar af smaa Iskrystaller, der paa mangfoldige Maader kunne være forbundne med hinanden. Hyppigst ere de enkelte Snefnug dannede af 3 Hovednaale, der skære hinanden i deres fælles Midt- punkt saaledes, at der fremkommer en regelmæssig Seks- kant, naar man forbinder Endepunkterne af hver af disse Naale med de nærmest liggende, som Fig. 18 nærmere viser det. Sneen er af meget stor Betydning i Naturen. Den er en meget daarlig Varmeleder og tjener derfor som et beskyttende Tæppe for Jorden, hvis Varme den hindrer i at gaa bort ved Udstraaling. Naar store Snemasser paa Bjergene smelte om Foraaret, kunne de paa denne Maade fremkomne Vandmasser vel foraarsage store Over- svømmelser, men paa den anden Side føres der herved en Mængde løs Jord ned i Dalene, saa at flere Egne paa denne Maade ere bievne forvandlede fra nøgne Klippe- marker til frugtbart Land. 82. Hagl ere Isstykker, der falde ned fra Skyerne. Haglkornene ere i Reglen afrundede, stundom kantede; skærer man dem itu, vise de sig at bestaa af af- vekslende Lag af blødt og haardt Is. Deres Størrelse