Frue Kirkes Spir

— 21 — ladelse meddeltes til en Omformning af det Kunstværk, som Vor Frue Kirke er, i den af Giveren ønskede Retning. Udvalgets Mindretal (Dybdal og Nyrop) maa tilraade, at den tilbudte Gave modtages. Frue Taarn har, før det fik sin nuværende Skikkelse, langt tilbage i Tiden haft et højt Spir. Traditionen herom er bestandig levende i Befolkningen. Sorgen over den Skæbne, der ramte det sidste stolte Spir, er til endnu. Det er ikke værdiløse Følelser i Stadens Befolkning, om hvilke der her er Tale. Den Glæde, der saa almindeligt har givet sig til- kende over Udsigten til, at Stadens Hovedkirke kunde gen- vinde den Skønhed og Anseelighed, den havde i Aarhundreder, beror paa noget andet og mere end en Døgnstemning for at faa Byens Silhuet pyntet. Vi er dog enige med Flertallet i, at selv et nok saa al- mindeligt og levende Ønske i Befolkningen om at faa Spiret rejst paany ikke vilde kunne imødekommes, naar Kirken som Helhed vilde tabe derved. Som det vil være Ministeriet be- kendt, er det imidlertid — navnlig ogsaa blandt kunstforstan- dige — en almindelig Opfattelse, at Kirken afgjort vil vinde ved Spirets Genrejsning. Vi dele denne Opfattelse. Vi respek- tere tilfalde den fine Omsorg for ikke at gaa bestaaende Værdier for nær, der præger det negative Standpunkt i denne Sag, men vi tror, at den stærke Forkærlighed, som Folk i Almindelighed uvilkaarlig nærer for Kirken med det gamle Frue Taarn — det spirprydede Taarn — er rigtig, og at den rette Vurdering af de Momenter, der her bør være de afgø- rende, vil føre til det samme Resultat. At Vor Frue Menighed har Kirken kær i dens nuværende Skikkelse, er let forstaaeligt. Mangfoldige af dem, der ønsker Spiret, dele disse Følelser, dels fordi Kirken, ogsaa som den nu staar, har et stateligt, kunstpræget Ydre, dels og vel navnlig paa Grund af de Minder, der baade for Menighedens Med- lemmer i snævrere Forstand og andre knytte sig til den. Men følger det heraf, at Kirken ikke maa røres? Den er et