Planteverdenen i Menneskets Tjeneste
Forfatter: C.H. Ostenfeld, A. Mentz
År: 1906
Forlag: Nordisk Forlag
Sted: Frem
Sider: 382
UDK: 633 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000145
Med 335 Illustrationer.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
/Moa n. ■ ■■
210 PLANTEVERDENEN I MENNESKETS TJENESTE
Fig. 193. Blomstrende Timian,
x/2 nat. Størr. (Efter Baillon).
ster. Den hører hjemme i
os, da den benyttes som
riget, der omtales her. Deres ejendommelige Egenskaber skyldes
særegne Stoffer, oftest flygtige (æteriske) Oljer, og det er paa Grund
af dette for vor Gane forfriskende og behagelige Indhold, at vi an-
vender dem til at gøre vor Mad og vore Drikke mere tiltrækkende.
I sig selv ejer Krydderierne altsaa ingen Værdi som Næring.
Anvendelsen af Krydderier er ældgammel og ældst i de gamle
Kulturlande i Asien, hvad der maaske for en Del beror paa, at de
fleste Krydderplanter lever i Asiens varme Egne. Fra disse stammer
de mest benyttede Krydderplanter, medens de, der lever i temperede
Egne, er langt færre og langt ringere
i Betydning. Handelen med tropiske
Krydderier spiller en stor Rolle i Vei'-
denshandelen og har sin ikke ringe
Part i Verdenshistoriens Gang; thi i
tidligere Tid skyldtes de europæiske
Staters Kampe om fjerne Kolonier of-
test den betydelige Indtægt, som Kolo-
niernes Produktion af Krydderier gav.
Vi kan her kun omtale de Krydde-
rier, der hører hjemme i de tempere-
rede Egne, især i Europa, samt dem af
de tropiske, der benyttes hos os; men
desforuden findes der en Mængde an-
dre, der kun har Betydning paa Hjem-
stedet og for den indfødte Befolkning.
Blandt de europæiske Krydderplan-
ter træffer vi en lille Gruppe af Urter
eller Smaabuske, som hører til Læbe-
blomstredes Familie; de fleste har
hjemme i den sydlige Del af Europa
og Orienten (Middelhavslandene). Ken-
demærke paa dem alle er deres kryd-
rede og forfriskende Lugt, der skyldes
æteriske Oljer, hvis Sæde er smaa Kirt-
ler i Blade og Stængler. Man benytter
oftest hele den urteagtige Del af Planten.
Den mest kendte af dem er Timian
(Thymus vulgaris, Fig. 193), en 10—15
Cm. høj, stærkt grenet, fleraarig Plante
med smalle Blade og smaa røde Blom-
Syd-Europa, men dyrkes ret hyppig hos
Krydderi i Supper. Paa samme Maade
anvendes Merian (Origanum majorana) med tæthaarede Blade og
hvide Blomster og S aturej (Satureja hortensis'), der er en enaarig
Urt med violette Blomster; disse to er dog ikke videre almindelige
hos os. Af alle tre Planter kan man ved Destillation med Vand
iremstille de flygtige Oljer, og disse benyttes i Syd-Europa i ret stor