Planteverdenen i Menneskets Tjeneste

LÆGE- OG GIFTPLANTER 305 Giftighed; hos Mandeltræet paapegede vi (S. 66), at der i bitre Mandler ved Tilsætning af Vand dannedes den stærke Gift Blaasyrc, og om Maniokplanten (S. 183) fortalle vi, at dens stivelsesrige Rod- knolde i frisk Tilstand indeholder den samme farlige Gift, der maa udtrækkes, før Knoldene kan benyttes. At nævne de mange Læge- planter, der er giftige, vil kun være at gentage vor lige afsluttede Behandling af disse Planter. Blandt vore vildtvoksende og almindeligt dyrkede Planter findes adskillige Giftplanter, men heldigvis hører Forgiftninger ved disse til Sjældenhederne. De som Lægeplanter behandlede Urter af Nal- skyggefaniilien (navnlig Galnebær) hører til de værste. En anden stor Plantefamilie, hvoraf adskillige af Arterne er giftige, er Skærm- planterne; vi advarede saaledes S. 174 mod at forveksle den gif- tige Hunde-Persille med Have-Persillen. Giftige er endvidere Sump- planten Gi ft ty de (Cicuta virosa), let kendelig paa sin kamrede Rodstok, og Skarntyde (Conium maculatum), der har en glat, rødplettet Stængel og en ubehagelig Lugt af Museekskrementer. , Næsten alle vore Planler af R anu n k elfam il i en er giftige, om end de fleste ikke er videre farlige; de indeholder skarpe Stoffer, der kan trække Blærer paa Huden, og en af de farligere, Tigger-Ra- nunkel (Ranunculus sceleratus), en opret, glat og grenet Urt med smaa gule Blomster, har sit Navn fra denne Egenskab, idet den har været benyttet af Tiggere til at frembringe Saar paa Huden for at vække Medlidenhed. Den smukke gi le Kappelej e (Caltha palu- stris), der om Foraaret pryder vore fugtige Enge med sine stærkt gule Blomster, og den almindelige blaa Haveplante Stormhat eller Venusvogn (Aconitum) skal man tage sig i Agt for, ligesaa Jule- rosen (Helleborus niger) og de andre Arler af N yserod-Slæglen. Vor almindeligste Smørblomst paa Marker og Enge kaldes Bidende S. (Ranunculus acer) med Henblik paa dens skarpe Smag. — En anden Plantegruppe, der ligesom Ranunklerne giver os mange Prydplanter, men som man dog helst ikke skal smage paa, er Liljeplanterne; saaledes skal man passe paa overfor saadanne yndede Blomster som Paaskelilje (Narcissus pseudonarcissus), Liljekonval (Convallaria majalis), Kejserkrone (Fritillaria im- perialis) og den ovenfor nævnte Tidløs (Colchicum); mistænke- lige er endvidere Ranis-Løg (Allium ursinum) og F irblad eller Etbær (Paris quadrifolia), der begge er hyppige i vore Skove. — Dansk Ingefær (Arum maculatum, Fig. 281), en Plante af Arumfaniilien, ligner en formindsket Udgave af sin Slægtning, den i vore Stuer dyrkede saakaldte Kalla (Richardia ælhiopica), men det kræmmerhusformede Hylsterblad er grønligt; den indeholder et skarpt og brændende Stof, og man bør derlor ikke lade Børn spise dens skinnende røde Bær, der om Sommeren fanger Øjnene i fugtige Skove i den sydlige Del af vort Land. Som Giftplante maa ogsaa betragtes den klatrende Galdebær (Bryonia), der undertiden dyrkes i Haver og findes forvildet ved Gærder; den 39