Planteverdenen i Menneskets Tjeneste

TEKNISKE PLANTER 347 Fig. 312. Hørmark i Minnesota. (United Stales’ Yearbook 1903). Fald den, der avledes af Pælebygningernes Beboere i Schweiz og andre Lande, men som allerede før den kristne Tids Begyndelse fortrængtes af den enaarige Hør. Det menes, at Finner bragte Hør- ren til Nord-Europa. Allerede i Jærnalderen kendtes Dyrkningen af Hør i Sverige; ogsaa i Norge kan den følges meget langt tilbage. I Danmark er Hør dyrket i mindst 600 Aar. Hørren kræver et ret fugtigt Klima og en vel gødet Jordbund. Den saas paa Markerne i April og høstes kort efter Blomstringen, hvis man kun vil be- nytte den til Tave- indvinding, medens man naturligvis ud- sætler Høsten, naar man ogsaa vil udnytte dens Frø (Juli). Plan- terne trækkes op med Haanden, tørres, knip- pes og køres i Hus. Derefter følger en omstændelig Behand- ling af Planterne; kun dens Hovedtræk kan her nævnes. Først knevles de; »Hove- derne«, d. v. s. Kaps- lerne, trækkes af i en Hørrive Derefter sor- teres Planterne og de underkastes da en Slags Gæring, den saakaldte »Rødning«, der har til Opgave at skille Taverne fra hverandre. Rødnin- gen kan foregaa paa forskellig Vis, være en Dugrødning, hvor- ved Dug, Regn og Sol i et Par Uger faar Lov at indvirke paa Planterne, eller Vandrødning, d. v. s. Ned- dypning i Vand; ogsaa Ophedning med Damp kan fremkalde Rød- ningen. De rødnede Plantedele tørres i Ovne og behandles derefter mekanisk under »Brydningen« eller »Bragningen«; Stænglerne bry- des i Stumper og Stykker. Saa renses Taverne for >>Skærer«, Ved- dele i Stænglerne, der maa fjernes; de i’enses yderligere og »hegles« ved at trækkes gennem et dertil indrettet Redskab, Hørheglen. De korte og uredte Taver, der bliver tilbage paa Heglens Tænder, er