Planteverdenen i Menneskets Tjeneste

92 PLANTEVERDENEN I MENNESKETS TJENESTE grøn, hvid). Der gives ogsaa »højstammede« Former. Bærrene spises friske og bruges til Grød, Syltetøj og Vin. Fra Buskene med spiselig Bær frugt gaar vi over til de tempere- rede Egnes Træer, hvis Frugter benyttes i samme Øjemed. Hoved- massen af dem hører ligesom Jordbær og Klynger til Rosenblom- strede. Men Frugtformen er forskellig hos disse Træer. Først om- tales en Gruppe, hvis fælles Kendemærke er et ejendommeligt »Bær«, egentlig en Stenfrugt; yderst findes den Del af Frugten, som spises, et kødfuldt og saftigt Lag, og derindenfor Stenen, som gemmer et enkelt Frø (»Kernen«). Arterne af denne Gruppe hører alle til Slægten Pramis; nogle er vildtvoksende, andre kun dyrkede i nor- diske Lande. Kirsebærtræer. De Kirkebærtræer, dei' dyrkes for Bærrenes Skyld, henføres til 2 Arter. Den første af disse, Fuglekirsebær- træet, norsk Moreltræet (P. avium'), er et anseligt, indtil 20 m. højt Træ, der kendes paa dets næsten pyramideformede Krone og de to smaa Kirtler, som findes paa den øverste Ende af Bladstil- kene. Det vokser vildt i store Dele af Central- og Lille-Asien og i hele Europa med Undtagelse af de nordligste Egne; paa Fyen (i Aaskoven) findes vilde Individer med Stammer, der maaler ca. 21/3 m. i Omfang i Brysthøjde. I Norge standser Fuglekirsebærtræet i vild Tilstand ved Sognefjord. Dog kan det, ligesom den nedenfor nævnte Art, give moden Frugt langt højere mod Nord end den na- turlige Grænse for disse Planters Forekomst. Bærrene har et ikke videre saftigt, men sødt Kød og en kuglerund, glat Sten; og fra denne Art stammer derfor alle Former med søde Bær. De dyrkes nu i alle tempererede Egne af den gamle og den ny Verden. Kulturen af Fuglekirsebærtræet er vel meget gammel, men dets vide Udbredelse i Europa og Asien maa dog sandsynligvis i første Række tilskrives naturlige Aarsager, især Dyrenes Transport og Udsaaning af Stenene. Saaledes er der i et Gravkammer i Bergens Stift i Norge fundet en stor Mængde Kirsebærstene, der tilhører Fugle- kirsebærtræet og som menes at være aflagte dér i det 5. eller 6. Aarh. i vor Tidsregning. Ogsaa ved Pælebygningerne i Schweiz er Stene af denne Art fundne. Den anden Art er Surkirsebærtræet (P. cerasus), mindre end foregaaende og med en Krone af mere vandret udstaaende eller hængende Grene; dets Bladstilke mangler de to ovenfor nævnte Kirtler. Bærrene er mere saftige end hos Fuglekirsebærtræet og ofte lysere; men Saften er syrligere, deraf Træets Navn. Surkirse- bærtræet er Stamform til alle Former af Kirsebærtræer med sure Bær. Det hører rimeligvis hjemme i Lilleasien; herfra siges Lu- cullus at have bragt det til Rom, men det er dog mindre sikkert, om det virkelig var denne Art, han indførte. Nu dyrkes talrige Former. Nogle af de dyrkede Kirsebærtræer er vistnok Bastarder mellem de to nævnte Arter (t. Eks. »Maj-Kirsebær«). Andre, de