Altmuligmanden
En Bok for Nævenyttige Folk

1 15 lang, tilspidser man den længste, mens den ytterste ende iiv den korte formes til en krok (fig. 106). Den saaledes lagede vegtstang hænges op paa et lodret staaende træbret ved at benytte en rund stift som akse. Av et litet stykke blik lager man en vegtskaal og borer to huller i denne, hvorigjennem man stikker enderne av en staaltraad, der er formet som en hempe og som hænges paa vegt- stangens korte arm. Ind- paa den anden arm sky- ver man en kork eller kanske en metalkule, som er saa tung, at armen, naar vegten er ubelastet, hænger om- trent lodret ned. Paa en paa brettet fastlimet papirstrimmel sætter man en strek og betegner denne viserens stilling med 0. Nu belaster man vegtskaalen f. eks. med 5 gr., viseren flytter sig noget til venstre, her sætter man en ny strek og betegner den med 5 gr., nye 5 gr. lægges paa skaalen, viseren slaar mere ut og denne strek merkes med 10 gr. og saaledes videre. Det be- merkes, at jo større forskjel det er paa længden av vegt- stangens arme, desto ømfindtligere og nøjagtigere er vegten. Er man ikke i besiddelse av smaa lodder, kan man hjælpe sig med pengestykker, idet en 1-øre veier 2 gr., en 2-øre 4 gr., en 5-øre 8 gr. og en 50-øre 5 gr. En solvækker. Det gamle ordsprog „morgenstund har guld i mund“ kjender sikkert denne solvækker, ti naar solens varme straaler om morgenen naar den, sættes den straks i virksomhet. En liten 100 gr. flaske med vid hals (et saakaldt