Altmuligmanden
En Bok for Nævenyttige Folk

138 sanden ved hjælp av en snor og en træpinde to cirkler, som hver skjærer denne hyperbel i to punkter gg og hh. Med disse punkter som centrum slaar man derpaa nye cirkler med samme diameter, som skjærer hinanden i punkterne m og n. Er dette rigtig utført, vil da disse to skjæringspunkter m og n og stangens fot a ligge i en og samme rette linje og dette er den søkte middagslinje. Nu slaar man istedetfor stangen en kraftig pæl ned i jorden i punktet a og fæster paa denne ved hjælp av et vaterpas nøiagtig vandret et rundt bret 30 cm. i diameter og 2 cm. tykt og som ved paaskrudde labanker er beskyttet mot at „slaa“ sig. Nu kommer man til det vigtigste ved soluret — viseren. Man tegner først paa et stykke papir en fjerdedels cirkel med 30 cm. radius, og indtegner linjerne ae og ad, der med hinanden danner en vinkel lik vedkommende steds C Fig. 126. Solur. breddegrad (for Kristianias vedkommende temmelig nær 60°); denne vinkel avsættes lettest med en transportør. Derpaa maaler man ab 13 cm. og trækker gjennem punkt b en paa linjen ae lodretstaaende linje, der skjærer ad i punktet c. I 1 mm. tykt sinkblik klipper man saa et triangel nøiagtig av form og størrelse som det paa papiret konstruerte (i fig. 125 B skraferte) a—b—c og lodder dette lodret paa en rund sinkplate med 30 cm. diameter, saaledes at trianglet kommer til at staa nøi- agtig langs en diameter og at avstanden as biir ca. 7 cm. (fig- 126). Siden be kan man klippe bueformet, saa man senere ikke tar feil av skyggerne; blikbeten m tjener kun som en støtte for at holde trekanten i lodret stilling. Nu lægger man denne sinkplate paa træskiven slik, at tre-