Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

279 I avle H-r eller dog ei tilstrækkeligt, man tage Hsr som siorste Deel af Betalingen; ogsaa opkjsbe de norfle Skippere noget Hvergarn og Dyncvaar, som og lidt Lærred, fornemmeligen i Horns og Venneberg Herreder. Da Norge med Danmark var forenet, fortes meget T»i fra Vendsyssel dertil, men efter Adsiillelsen meget mindre. Aarsagen maa ssges i at Handelen paa Iydlaud er aftagen og paa Eugclland tiltagen, hvorved Bomnldstsicr have fortrængt vores ikke saa smnkke Varer, og i at Huusfliden i Norge er i Tiltagende. Dynevaar er nu for Tiden lidet afsættelig i Norge og maa være meget godt for at koste 5 å G Rbdlr. Stykket. Hvergarn, som har een Farve, sælges bedst, men dog kan man sjeldent naae 48 ß. pr. Alen, det maa da være godt gjort og i det mindste holde Gj O.varteer i Brede, og selv disse ringe Priser vilde man er kunne naae, uden ved at indsnige Varerne, hvilket de mange Udhavne gjsre mucligt. — I-vrigt bcrocr Afsætningen og Priserne der paa Korupriserue, thi cre samme hole, kan den norske Almue intet kjybe, eller dog knn til lave Priser. Af det Anførte vil sees, nt Bondekonen har meget lidet for slt Arbeide, og at, uaar det ei var, at hun øiiftcc selv at bestille noget, og nt have Nytte af sine Piger om Vinteren, lctteligen fristedcs til, intet at væve til Salg. "Her seer han hvorledes det gaacr os," sagde endnu i Gaar en Bondekone til mig, da hun her i Byen for et Stykke ret godt Hørlærred paa 25 Alen fik 1 Lispund »heglet Her af Kjsbmandcn til 04 Mark, og 1 Rbdlr. 4 ß. i Penge. Desto værre, dette er et Exempel paa den almindelige Handel. Det kan ci betvivlcs nt bedre Afsætning og derved fvr-get Hunsstid vilde vindes, naar Bondekonen altid selv avlede sin H«r, og derfor kunde sælge Toierne til endnu lavere Priser, naar hun forstod at berede den vel — thi ellers nyttede ci den for-gede Production — og naar hver Art Tsi havde ee«6 Brede og Fiinhed, samt Stykkerne eens Størrelse. Det for- ste vilde skee, naar det blev almindeligt, at sane Hor i merglet Jord eller efter Kartofler, saa at ei længere Eng ansaaes for det eneste dmil passende Sted; det andet naar gode Herbere«