Den Danske Porcelænfabrikations Tilblivelse 1878

Fra den første Tid, Porcellain har været kjendt i Europa, har man skattet det høit, og man har stadig beundret dets fortrinlige Egenskaber, dets Hvidhed, Styrke og Klarhed. Det kom fra China, og over for det, som over for saa meget Andet, der kom fra dette fjærne Land, stod man fuld af Forundring. Man vidste ikke, hvoraf det bestod, og det er da naturligt, at der opstod underlige Rygter om dets Tilblivelsesmaade. Hvide og fine maatte de Bestanddele være, hvoraf det tilvirkedes, og man gjættede paa knuste Ægge- og Muslingeskaller, som, efter at være tilberedte, nedgravedes, for i 100 Aar at ligge urørte hen. Saa længe maatte de hvile i Jordens Skjød for at mod- tage de Egenskaber, som man tillagde det færdige Porcellain. Kar af Porcellain skulde efter Tidens almindelige Tro være saa flint følende, at de ikke kunde taale at komme i Berørelse med Gift; skete det, maatte de springe, og det var en Egenskab, man skattede høit i Tider, da Gift ikke var et sjeldent Middel mod en besværlig Modstander. I Aarhundreder forsøgte man i Laboratorierne at finde Porcellainets Sammensætning, i Aarhundreder prøvede man paa at løfte Sløret, men stadig forgjæves, til det med Eet lød, at nu var Hemmeligheden funden. Churfyrst August af Sachsen havde en Mand i sin Tjeneste, som kunde lave Porcellain. I Begyndelsen har man vel næppe troet det, men efterhaanden blev det en Kjendsgjerning; det sachsiske Porcellain blev spurgt og seet. Det var Johann Friedrich Böttcher, der 1709 efter mange Aars Arbeide naaede til at fremstille ægte Porcellain; allerede noget tidligere (1704) havde han frembragt rødt Steengods, der af Mange tillægges Navnet Porcellain1. 1 I Samlingerne paa Rosenborg findes af dette røde Steengods 3 smaa Flasker (Flacons) med Metallaag (tildeels til at skrue paa), en lille Kop, en Skaal og et lille Dødningehoved, samt en Kande, overti ukken med sort Glassur, hvori Steentøiets røde Farve viser sig i bestemte Orna- menter.