Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

132 2. Medundertegnede Medlem af Kommissionen, H. C. Hansen, har en fra Kom- missionens øvrige Medlemmer noget afvigende Opfattelse af den Opgave, der er stillet en saadan Kommissions enkelte Medlemmer, idet jeg har opfattet denne som værende af rent saglig Natur; saa absolut saglig, at alle baade politiske og andre Bihensyn maatte være udelukkede under Overvejelserne af de foreliggende Spørgsmaal, altsaa ogsaa Hensynet til, om det Resultat, man fik, havde større eller mindre Sandsynlighed for at vinde enten den enkelte Lovgivningsfaktors Billigelse eller den samlede Lov- givningsmagts Sanktion. Denne min Grundopfattelse af Kommissionsvirksomheden har afholdt mig fra at tiltræde flere af de af forskellige Flertal vedtagne Kompromisforslag og desuden medført, at jeg paa enkelte Punkter indtager en Særstilling, som jeg finder at burde give en kort Begrundelse. Det første Punkt, paa hvilket jeg maa tage bestemt Afstand fra det paa- gældende Flertal, er Forslaget om at nedsætte Statsbanernes Anlægskapital med 30 pCt. Ved Udgangen af Finansaaret 1899—1900 var denne ifølge Statsregnskabet 237,025,353 Kr., hvilken Sum Anlægene til den Tid havde kostet Statskassen foruden et efter vore Forhold meget betydeligt Beløb som Rentetab. Efter de Kommissionen foreliggende Oplysninger have de nærmest foregaaende 33 Aar, Aarrækken fra 1867— 1868 til 1899 —1900, givet en Gennemsnitsrente af 1,96 pCt. af den til enhver Tid bog- førte Anlægskapital eller et samlet Overskud af Driften paa 79,007,269 Kr. ; men da Normalrenten her i Landet i det nævnte Tidsrum vel gennemsnitlig har været mindst 4 pCt, har Statsbanedriften altsaa til den Tid givet Staten et direkte Tab af ca. 80 Mill. Kr., og da det rent regnskabsmæssigt er ganske uden Betydning, om den større eller den mindre Sum tages som Grundlag, kan jeg ikke finde det rigtigt at foretage en Nedskrivning, hvis Sum sammenlagt med det nævnte Rentetab andrager henimod Halvdelen af det, denne Gren af vort Transportvæsen i Virkeligheden har kostet Staten, og jeg kan saa meget mindre gaa med dertil, som man derved yder- ligere gør dette Forhold uklart for fremtidige interesserede Iagttagere af Spørgsmaalet, men maa henstille, at den ved en eventuel ny Ordnings Ikrafttræden bogførte Anlægs- kapital fastholdes og fremtidigt suppleres i Overensstemmelse med de af Kommissionen foreslaaede nye Regler. At dette Standpunkt er i god Overensstemmelse med tilsvarende Afgørelser i Udlandet fremgaar bl. a. ogsaa af de Beretninger, der foreligge fra forskellige Udvalg af Kommissionen i Bilag B, men af disse skal jeg kun fremdrage en enkelt Sætning, der findes Side 75, hvor engelske Jernbaneforhold omtales, saalydende: „Afskrivning paa Anlægskapitalen foretages ikke, da man gaar ud fra, at et velvedligelioldt Bane- anlæg stadigt i Tidens Løb faar forøget Værdi.“ Et andet Flertalsforslag, jeg ligeledes maa være i Opposition til, er „Forslag til Lønningsreglement for Statsbanerne“. At dette Forslags Ophøjelse til Lov, i Forbindelse med de til det knyttede nye Pensioneringsregler og Sygekasseordning, vil belaste Banernes Budget med ey meget betydelig Merudgift, er der ikke fra nogen Side Tvivl om; men hvor stor denne Ud- giftsforøgelse i Længden vil blive, derom kan selv de mest sagkyndige næppe opstille nogen tilforladelig Sandsynlighedsberegning, forinden de nye Regler have virket i en længere Aarrække. Tildels af Hensyn hertil, men væsentligst fordi jeg finder, at Banefunktionærernes nuværende Lønninger, efter disses Forbedring baade i 1892 og 1898, ere meget ordentlige, saavel i Sammenligning med, hvorledes man — efter Op-