Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

142 Beliggenhed ikke kunne sammenlignes. Gode Takster maa være indrettede efter Tra- fiken,. der i overvejende Grad er af lokal Art lier i Landet. Det er ikke i Danmark som i andre Lande, f. Eks. i Belgien, Sehweite og i adskillige tyske Stater, at man kan skaffe sig en god Gennemgangstrafik ved dertil egnede Takster, og i det hele har Gennemgangstrafiken meget ringe Betydning lier i Landet. Af de i 1899__1900 fore- tagne 17 3 Mill. Rejser paa Banerne vare kun c. 12,000 Rejser i Gennemgangstrafik. ed Opstillingen af en Tarif ville tre Hovedhensyn være at tage i Betragt- ning, nemlig : ’ c ° 1) Jernbanernes egne Omkostninger, 2) hvad det Publikum, der benytter Banerne, vil betale, 3) hvilket finansielt Udbytte man sætter sig til Formaal at opnaa. Hensynet til Jernbanernes egne Omkostninger ved Trafiken - de egentlige Driftsudgifter og bortset fra Forrentningen af den i Banerne anbragte Kapital — mia formentlig medføre, at Taksterne fastsættes saaledes, at ikke alene Indtægterne som Helhed dække Omkostningerne ved Jernbanedriften, men at man ogsaa saavidt gørligt fastsætter Taksterne for hver enkelt Ydelse under fornødent Hensyn til den Udgift den paafører Jernbanerne, jfr. saaledes nedenfor Bemærkningerne Side 144 om Person- trafiken paa de korteste Afstande. Spørgsmaalet om, hvad Publikum vil betale, falder sammen med Spørgsmaalet om rilbud og Efterspørgsel. Hertil maa der ved Takstansættelsen tages visse Hensyn, et nytter således ikke, at man ved høje Takster vil søge at gøre en bestemt Art Irafik særligt indbringende for Jernbanen, naar man derved hæmmer Færdslen, hvad enten dette nu har sin Grund i Takstens absolute Højde eller i, at andre Befordrings- institutioner kunne præstere Befordringen billigere. Paa den anden Side kan det være rigtigt, at Jernbanen for visse Ydelser tager en rigelig Betaling i Forhold til, livad Ydelsen koster Jernbanen, naar Ydelsen for Publikum har en stor Værdi nlet Banerne derved blive i Stand til at præstere andre Ydelser, for hvilke Publikum kun kan betale det mindst mulige, billigere. Hvad dernæst angaar Spørgsmaalet om det finansielle Program for en Stats- banedrift, kan dette for saa vidt ikke være forskelligt fra Privatbanens, som ogsaa Statsbanednften principielt burde tilstræbe en normal Forrentning af de i Banerne anbragte betydelige Kapitaler. Naar Udbyttet af Statsbanedriften ikke dette Maal er det enstydigt med, at en Del af Statsbanernes Udgifter kastes over paa Statens almindelige Indtægter, fornemmelig altsaa Skatterne o: man lader hele Befolkningen bære de Udgifter, der rettelig alene burde bæres af den Del af samme, der benytter anerne. Først naar Udbyttet af Statsbanedrift overskrider en normal Kapitalforrent- ning, vilde Forskellen mellem Privatbane og Statsbane komme frem, idet hvad der for Privatbanen kun er naturlig Dividende og Risikopræmie, ved en Statsbanedrift vikle have Karakter af en indirekte Beskatning. Ligesom imidlertid det sidste Spørgsmaal aldrig har haft praktisk Betydning indenfor den danske Statsbanedrift, saaledes tør det næppe engang paastaas, at man nogensinde liar anset det for en nærliggende Eventualitet, at de danske Statsbaner skulde kunne yde normal Forrentning af de i samme anbragte Kapitaler. Landsdelenes geografiske Splittelse, der vanskeliggør o" fordyrer Driften, Landets Beliggenhed, der udelukker en stærk Udvikling af Gennem- gangstrafiken, dets Fattigdom paa de Mineralier, der andensteds danne Grundlaget fol- en særligt indbringende Godstrafik, endelig den anerkendte Nødvendighed af i Kulturens Interesse at bygge Baner i Egne, livor først selve Baneanlæget skal skabe Grundlaget