Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

143 for den fremtidige økonomiske Udvikling, alle disse Forhold have stedse været vor Lov- givningsmagts forskellige Faktorer saa nærværende, at man med Resignation har maattet erkende, at livad der til de forskellige Tider var sædvansmæssig Kapitalrente, 4 pCt, 3l/2 pCt. eller 3 pCt., næppe lod sig paaregne som Udbytte af Statsbanedrift i Danmark. Det er saaledes oftere blevet udtalt i Rigsdagen saa vel fra Ministerbordet som af indflydelsesrige Repræsentanter, at man maatte være nogenlunde tilfreds med et Udbytte af 2 pCt. af Statsbanernes Anlægskapital. Kommissionens Flertal tør ikke tilraade nogen Ændring i den Jernbanepolitik, der har givet sig et maaske noget for prægnant Udtryk i Udtalelser som de nysanførte. Hvorvel det er det nævnte Flertals Mening, at det ingenlunde vilde være urigtigt at tilstræbe normal Forrentning af Anlægskapitalen, anser Flertallet dette som uopnaaeligt i en nærmere Fremtid uden igennem et fuldstændigt Brud med de Grundsætninger? hvorpaa Statsbanernes Takstsystem i en lang Aarrække har været bygget. Forhøjelsen af Taksterne maatte ikke blot være saa stærk, at Indtægterne klækkelig øgedes, men endog herudover være en saadan, at den var egnet til samtidig at formindske Færdslen paa Banerne, muliggøre en Indskrænkning i Togantallet og en derigennem opnaaet Nedbringelse af Udgifterne. Man vilde lierved naa til de Former, hvorunder Privat- drift af Jernbaner i Reglen finder Sted; men herom hverken kan eller bør der være Tale. Flertallet er derfor ved sine Overvejelser i Takstsagen gaaet ud fra, at man bør søge at finde de Takster, som give den størst mulige Færdsel paa Banerne, samti- digt med, at de gøre det muligt for Banerne at forrente den i dem anbragte Kapital nogenlunde tilfredsstillende. Spørger man nu, om de nuværende Takster opfylde de Hovedfordringer, som efter foranstaaende bør stilles til Statsbanetakster lier i Landet, maa Svaret blive bande ja og nej. Bekræftende, for saa vidt som det er givet, at Taksterne ere meget lave, saa lave som man kun faa andre Steder finder dem, og at det formentlig er utvivl- somt, at de for en stor Del have bidraget til, at Jernbanetrafiken har naaet sin nu- værende Højde. De opfylde altsaa den ene Hovedfordring, nemlig Hensynet til Publi- kum. Derimod tror man ikke, at de, som Forholdene have udviklet sig, ved bog- holderisk rigtig Postering, hvorom der er fremsat Forslag fra Kommissionen, muliggøre en passende Forrentning af Banernes Anlægskapital. Hermed skal langt fra være sagt, at der er begaaet noget Fejlgreb af Regering og Rigsdag ved Takstloven af 24de April 1896, tværtimod maa man holde for, at Lovens Principer ere rigtige, og at de i Henhold til samme fastsatte Takster have bidraget betydeligt til den økonomiske Udvikling og Erhvervslivets Fremme her i Landet, men havde man i Foraaret 1896 vidst, hvorledes Konjunkturerne i de kommende Aar vilde stille sig, var man næppe gaaet fuldt saa langt ned som sket. Thi sikkert er det, at Jern- banernes Udgifter siden 1896—97 ere stegne forholdsvis meget betydeligt, fordi de Materialier, som Banerne benytte til deres Virksomhed, ere stegne stærkt i Pris. Hertil kommer, at Arbejdslønnen er i Stigning, saa at det er ønskeligt at forbedre Personalets Lønningsvilkaar, og at der forestaar betydelige Banearbejder, som ikke kunne ventes at ville forhøje Overskudet. De Forudsætninger, under hvilke de meget lave Takster bleve fastsatte, ere saaledes ikke mere til Stede, og tilsvarende gunstige Forhold, som man den Gang havde for Jernbanedriften, kunne foreløbig ikke paaregnes at vende tilbage. Der er da formentlig ikke andet at gøre end at gaa til en almindelig Takstforhøjelse, naar man da ikke vil drive Banerne saaledes, at de kun lige dække deres Udgifter. Dette sidste kan ikke anses for rigtigt. De rejsende og Gods-