Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission
År: 1901
Forlag: G. E. C. Gad
Sted: København
Sider: 201
UDK: 625.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
145
er nødvendigt som Minimum for overhovedet at kunne drive en Jernbanestrækning, og
dette stiger ikke paa ethvert Punkt og ikke altid, fordi Trafiken vokser. Saaledes
skal der selv til at bestride den svageste Færdsel paa en Jernbane et vist Banebevogt-
nings- og et vist Stationspersonale. Om der nu løber 6 eller 10 Tog om Dagen paa
Strækningen, har i Reglen ingen Indflydelse paa Størrelsen af Bevogtningspersonalet
og behøver heller ikke at have Indflydelse paa Antallet af ansatte paa Stationerne.
Regner man nu disse faste Udgifter til 45 pCt. af samtlige Udgifter vedrørende Per-
son- og Godsfærdslen, hvilket er meget lavt regnet (i Tyskland regnes Halvdelen af
Udgifterne som faste), kommer man ved Bibeholdelse af den forannævnte Deling af
Udgifterne mellem Person- og Godstrafiken til det Resultat, at ca. 5,96 Mill. Kr. ere
Persontrafikens Andel i de faste Udgifter. Da Antallet af rejsende i 1899__1900
var ca. 17,33 Millioner, falder der altsaa en konstant Udgift paa hver rejsende af ca.
34,4 0. Divideres dernæst Antallet af Personkilometer (54G Millioner) ind i Resten
af Personudgifterne, nemlig 7??8 Mill. Kr., faar man, at Jernbanens Udgifter ved hver
tilbagelagt Personkilometer yderligere udgøre ca. 1,83 0. Heraf kan sluttes, at Jern-
banens Udgift pr. rejsende omtrent kan ansættes til:
IL Kl.
konstant .... ca. 50 0.
pr. km.......... ca. 1,9 —
III. Kl.
ca. 30 0.
ca. l,i —
Det vil af det anførte fremgaa, at Takstansættelsen for Personbefordringen
hverken paa Statsbanerne eller paa store Banekomplekser i andre Lande i enhver
Henseende er rationelt rigtig. Der er ingensteds større Baner, som f. Eks. for Be-
fordring over 8 km. i III. Vognklasse opkræve en Betaling af 40 0. eller mere.
Overalt har man for Befordringen over de korteste Afstande sat Hensynet til Jern-
banens egne Omkostninger til Side og bestemt den under Hensyn til, hvad der var
passende for Afstande paa 30—50 km. For 30 km. maa Jernbanens egne Omkost-
ninger ved III. Kl.s Befordring her i Landet antages at være ca. 63 0., med en Grund-
takst af 2,35 0. opkræves 75 0., for 50 km. kunne Omkostningerne beregnes til ca.
85 0., der opkræves for Tiden 1 Kr. 20 0. Det er Hensynet til, hvad Folk ville og
kunne betale og Konkurrencen med Landevejene, som her i betydelig Grad gør sig
gældende, og som har ført til, at Jernbanen nøjes med at fastsætte en moderat Mindste-
betaling for Personbefordringen i Stedet for at regne med den teoretisk rigtigere, men
til prohibitive Takster for visse Afstande førende Konstant. Og sandsynligvis betaler
det sig ogsaa for Jernbanen at følge denne Fremgangsmaade fremfor at opgive Be-
sørgelsen af Trafiken paa de korteste Afstande, idet den Jernbane, der har en vis
Trafik, selvfølgelig staar sig ved at faa den forøget, naar den nye Trafik foruden at
dække de Omkostninger, der stige med Rejselængden, bidrager med et mindre Beløb
til Dækning af de faste Omkostninger, som Jernbanen i Forvejen har. Derimod
bliver Sagen mere tvivlsom, naar den forøgede Trafik forøger de faste Omkostninger,
men det gør den kun i mindre Grad lier i Landet. Ud fra dette Synspunkt begrundes
ogsaa den nuværende forholdsvis lave Betaling for Abonnementskort mellem to bestemte
Stationer.
Hensynet til Jernbanens egne Omkostninger kan saaledes nok begrunde nogen
Takstforhøjelse paa de korte Afstande, men det vil af det anførte ogsaa fremgaa, at
man bør gaa varsomt frem, da man ved en Forhøjelse af Grundtaksten forhøjer en
Del Takster, som i og for sig ingenlunde ere for lave.
Si
r—i