Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

157 være naaet, naar Banerne, efter at alle Driftsomkostninger ere dækkede, give ordinær Rente af (Te i Banerne anbragte Kapitaler, det vil sige 3x/2 à 4 pCt. I samme Grad som Forrentningen bliver mindre end det lier angivne, i samme Grad betaler Staten for de Statsborgere, som benytte Banerne til Rejser eller For- sendelser. Og heri ser Mindretallet en Urimelighed og en Uretfærdighed; enhver bør betale fuldtud for den Præstation, som ydes liam. Tillige virke for lave Takster i høj Grad udemokratisk. Den mest ubemidlede Del af Befolkningen, som er bunden til Hjemstedet ved sit Arbejde eller sit Tjeneste- forhold, og som af den Grund kun sjældent er i Stand til at benytte Banerne, kommer til at yde Bidrag til de mere bemidlede Medborgeres Rejser. Endnu mere iøjnespringende bliver Urimeligheden, naar man tager i Be- tragtning, at Staten ved de lave Takster betaler en stor Del af Udlændinges Rejser her i Landet. Det er gjort gældende, at Hensynet til Forrentningen er ganske underordnet i Sammenligning med Hensynet til Banernes kulturelle Opgave, den at støtte Er- hvervslivet og knytte Landsdelene sammen. Men det ses ikke, at en passende For- rentning af Banerne i mindste Maade kommer i Strid med dette kulturelle Formaal. For dette sidstes Opnaaelse kræves, at Banerne ere fornuftigt lagte, at de drives med Sikkerhed og Præcision og efter en vel lagt Plan, at Kørehastigheden ikke er for lille, og at der afsendes saa mange Tog, som Trafiken kræver. Derimod har det intet med denne Side af Sagen at gøre, at den rejsende eller godsforsendende betjenes saa billigt, at Banerne langtfra forrente sig. Det vil tværtimod let stille sig saa- ledes, at naar Banerne have altfor smaa Indtægter, ville de have Vanskelighed ved altid at være i god og komplet Orden og paa Højde med Tiden. — Og ser man hen til Forholdene uden for Landets Grænser, da vil man vist komme til den Er- kendelse, at der er neppe noget Land, hvor man tilnærmelsesvis har saa lave Takster som lier. Her skal lienvises til, hvad der i Betænkningen er oplyst om Taksterne i vore Nabolande, se Siderne 148 og 149. — I England betale de fleste Baner sig meget godt, i Tyskland give Banerne endog et stort Udbytte, og i Sverige og Norge bestræber man sig ihærdigt for at faa Banerne til at betale sig. Men hverken i England, Tyskland, Sverige eller Norge kan man siges at forsømme Banernes kulturelle Mission. Banerne i disse Lande tilfredsstille fuldtud, livad Erhvervslivet kræver. Af de i det foregaaende fremsatte Grunde har nærværende Mindretal ment det nødvendigt at gaa noget videre i Forslag om Takstforhøjelsen end Flertallet, dog kun hvad angaar Persontakster. Vi tro ogsaa, at Godstrafiken i og for sig kunde taale en yderligere Forhøjelse, men af Hensyn til Konkurrenceforholdet til Dampskibsfarten mene vi, at det neppe vikle føre til store Resultater. Mindretallet indser nu vel, at ved den her foreslaaede Takstforhøjelse vil den fulde Forrentning langtfra kunne opnaas; det forekommer imidlertid Mindretallet, at Bestræbelsen bør rettes paa at komme saa nær dertil som muligt. At der ikke foreslaas en større Forhøjelse, ligger deri, at det maaske kunde befrygtes, at en større Forhøjelse, f. Eks. til on Grundtakst for 3die Klasse af 3 Øre pi. Kilometer, vilde havs nogen Indvirkning paa Trafiken. Den her foreslaaede moderate Foiliøjelse til 2,75 Øre skønnes ikke at kunne have nogen mærkbar Indflydelse paa Trafiken. Mindretallet anser det ikke for rimeligt, at der ved en yderligete Foihøjelse af Persontaksterne paa lange Afstande kan indvindes noget af Betydning, deiimod ci