Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

156 manden, N. Andersen, Berntsen, Bluhme, Breinholt, P. Christensen, Guldbrandsen, G. Hansen, Koch, Lunn, Madsen-Mygdal, Meyer, Philipsen, Basmussen, Rimestad, Slcov- sted og Tolderlund) har dog kunnet samles om at bibeholde Retten for de ansatte til at færdes frit paa Banerne, ogsaa uden for Tjenesterejser, samt at tilstaa de ved Ba- nerne ansattes Familier et nærmere begrænset Antal Fripas (dog ikke udover 12 aarlig) og desuden indtil 24 Fripas aarlig til Torverejser og desl. til nærmeste Køb- stad. Flertallet mener derhos, at man af Billighedshensyn vedblivende i begrænset Omfang bør tilstaa Fribefordring for cle ansattes Børn paa Skolerejser samt for deres Familier og deres Flyttegods, naar en Rejse foranledige« ved Ansættelse, Forflyttelse eller Afskedigelse. Ved den foreslaaede Ordning vil Udstedelsen af en meget stor Del Frikort og Fripas til Banerne bortfalde. Da det maaske vilde være ubilligt at fratage for- skellige Institutioner og andre den Støtte, som de nu have ved Fribefordring paa Banerne, bør der i Loven indsættes en Bestemmelse, hvorefter de fornødne Midler til Rejser i filantropiske Øjemed, til almennyttige Møder og deslige bevilges paa Finansloven. Det paagældende Ministerium maa altsaa søge Bevilling til Rejsernes Be- taling, og til Banerne erlægges der fuld takstmæssig Betaling for Befordringen. Tiden for Gennemførelsen. Kommissionen skal her kun udtale, at Gennemførelsen af de foreslaaede Takstændringer medfører et ret omfattende Arbejde for Administrationen, og navnlig maa (1er finde en betydelig Omtrykning Sted af Billetter, som vil tage Tid. Der maa derfor vistnok sættes en Tid af 1 A ar mellem Lovens Vedtagelse og dens fuldstændige Gennemførelse. Mindretallenes Bemærkninger. 1. Et Mindretal (Breinholt, Gustav Hansen, H. C. Hansen, Koch og Lunn) kan i meget være enigt i, hvad Kommissionens Flertal li ar udtalt angaaende Takstsagen i Almindelighed;, navnlig ogsaa deri, at den Forhøjelse, der maa foretages, bør være moderat; men det forekommer det, at Flertallet i Retning af Moderation er gaaet saa vidt, at den Indtægtsforøgelse, Flertallets Forslag til Takstforhøjelse vil skaffe Statskassen, bliver saare ringe, saa ringe, at den ikke paa nogen Maade vil kunne medføre den Forrentning af 2 pCt. af den i Banerne anbragte Kapital, om hvilken der i Flertalsbetænkningen tales. Dette synes indlysende, naar lienses til de overordentlig store Udgifter, der i en nær Fremtid ville komme til at tynge Banernes Budget for Anlæg, der allerede ere vedtagne eller nødvendigvis maa blive det, især da det om mange af disse maa indrømmes, at de i en overskuelig Fremtid kun kunne blive til Byrde for Statskassen i pekuniær Henseende ; og desuden vil det nævnte meget lave Maal af Renteydelse være saa meget mere uopnaaeligt, som Kommissionsforslaget til Lønforhøjelse ogsaa vil være noget modvirkende. Det kan sikkert forudsættes, at den Merudgift, der bliver en Følge af disse to Faktorers Virkninger, rigelig vil absorbere den ikke ret store Indtægtsforøgelse, Flertallets Forslag vil skaffe Banerne. Nærværende Mindretal er af den Mening, at af flere Grunde, som nedenfor skulle anføres, bør man sætte sig til Maal: at Banernes Drift ikke paafører Staten Tab. Men dette — at der ikke voldes noget Tab ved Driften — kan først siges at