Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

54 anstaltning, der vil kunne styrke Decentralisationen, naar Sektionerne indenfor deres Omraacle faar en Bank, der modtager alle Stationsindbetalinger, og paa hvilken de have Ret med fornøden Begrænsning til at anvise do Udbetalinger, der falde indenfor deres Ramme. Bankerne ville vistnok være særdeles villige til mod rentefri Modtagelse af Beløbene at indrette deres Kontokurant med Staten paa saadan Maade, at denne i Forbindelse med Sektionens Chekbøger kunde lette Regnskabsførelsen, maaske ogsaa Statistiken; men naar Kommissionen mener, at en Del af dette Arbejde, herunder ogsaa noget af det statistiske, uden Personalforøgelse kunde henlægges til Stationerne, tror jeg, dette vil være uheldigt; thi : Stationsforstanderen skal sælge Billetter, ordne Godsekspeditionen, føre sit Regnskab, indsende indkomne Pengebeløb, men frem for alt være ansvarlig for Sikkerhedstjenesten paa Stationen. Jo mere ban overbebyrdes, desto vanskeligere kan han varetage sin vigtigste Pligt: Banesikkerheden, eller des- mere Medhjælp maa han have. Hvad der spares for oven, vil let komme igen paa Stationerne ; det skulde nødigt komme saa vidt, at Banésikkerlieden maatte overlades Elever eller Portører. Det er meget tilfredsstillende, at Stationsforstandere kunne vinde Løntillæg som Postmestere, som Vejere og Maalere, maaske ogsaa ved privat Virksomhed ; men skal der tillades dem, eller skulle de paabyrdes Arbejde udover, livad deres Kræfter eller Tid som Enkeltmand kan fornuftmæssigt overkomme, saa mindsker Staten samtidigt selv deres Ansvar. Og skal Personellet paa Stationerne følgemæssigt derved stadigt øges, bør denne Bestræbelse vistnok søges kontrabalanceret dels ved et hensigtsmæssigt Tantième-System begyndende fra neden af og dels ved, at alle Biindtægter ved Sta- tionerne deles forholdsmæssigt mellem Personalet. 2. Ingeniør Lunns Udtalelse. Mindretallet, Villars Lunn, maa ønske i største Korthed at fremsætte sit noget afvigende Syn paa den hele af Kommissionen overvejede Sag, da han dels tvivler om, at Kommissionen som Helhed har faaet de enkelte Sager og Forhold tilstrækkelig op- lyst ved de Overvejelser og Undersøgelser, den, — uden at benytte Lovmandatets Ind- rømmelse af Bet til at kalde sagkyndige til Deltagelse i Kommissionens Arbejde, — selv har kunnet anstille, dels formener, at der liar manglet ham — ligesom hans Kol- leger i det saakaldte Udvalg IV — Lejlighed til at arbejde med paa den egentlige Be- handling i Udvalg (organiseret allerede 3d je—10de Maj 1899) af Kommissionsvirksom- hedens Hovedemner, hvisaarsag han i væsentlig Grad har savnet Adgang til enten at bringe sit Syn paa Sagerne i Overensstemmelse med den øvrige Kommissions eller mulig Kommissionens i Overensstemmelse med sit. For Mindretallet staar som Hovedsagen i „Statsbanedriftens hensigtsmæssige Ordning“ (Lovens Mandat til Kommissionen), at der skabes et finansielt Resultat af Banernes Drift, som Statskassen o: Staten kan være tjent med, altsaa at Jernbane- driften bringes til idetmindste at forrente de i den anbragte, formentlig laante, Kapi- taler, efter at Staten ved at bekoste selve Banerne og deres Drift har gjort Fyldest for de Krav, som Erhvervslivets Ophjælpning og Samfærdselens Udvikling med Rette kunde stille til den. Et saadant Resultat kan kun naas af en meget selvstændig, dygtig og sparsommelig Administration, en Administration efter rene Forretningsprinciper.