Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

62 Majoritet med den deraf følgende Planløshed i Styrelsen og fordunklet Ansvar. Men selv om det lier skulde gaa bedre, end man i og for sig har Lov til at haabe og Flertallet venter jo, at alt vil gaa saare godt (Side 21—22) tør det samme næppe haabes om den foreslaaede Distriktsinddeling. Som ovenfor bemærket, gaar Flertallets Forslag her ud paa, at der undei Generaldirektionen skal oprettes fire Distrikter, hvert knyttet til sin Del af Landet og hvert ledet af en kollegial Styrelse paa on Overtrafikinspektør, en Oveibaneingeniøi og en Maskininspektør, under førstnævntes Overledelse. Under hvert Distiikt vikie der altsaa gennemsnitlig komme til at ligge ca. 450 km. Bane. Men for et Net af saa ringe Udstrækning er den nævnte Tremandsstyrelse, understøttet som den skulde væie af °de Distrikterne tilforordnede Trafik- og Baneingeniører — og efter ganske kort Tids Forløb af de uundgaaelige Kontorer — meget kraftig og fuldkommen tiisti ækkelig til at lede alt Distriktet vedrørende, hvad der hurtigt vil gaa op for den selv, saa at den vil føle Generaldirektionen — med dens Instrukser og Budgetter (Forslagets § 13) og endnu mere med dens Indgriben i „principielle og større Sager (Foislagets § L)) __ som en unødvendig og besværlig Byrde. Al virkelig Magt maa i lidens Løb til- falde disse fire, stærkt organiserede og med det daglige Liv i stadig Berøring trædende Distrikter, der hvert vil have sine Særinteresser at fremme, og Generaldirektionens Indflydelse vil blive indskrænket til en kontrolerende Overledelse omtrent af samme Art, som Ministeriets var det i sin Tid, da man lier i Landet havde to Statsbaner, do sjællandske og de jydsk-fynske. Men det kan næppe være gaaet af Minde, hvilken Splid hin Tvedeling af Landet medførte, og hvilken Hæmsko den var for Samfærdslen. der først, da dette Baancl blev sprængt, udviklede sig, og efter en Maalestok, hvorom man før ikke havde nogen Anelse. I 1885 — da Sammenslutningen skete — var Statsbanenettet lagt i sine Grundtræk, siden da er der kun tilkommet 20% for største Delen magre Banestrækninger; ikke desto mindre er Rejsernes Antal vokset fra lll2 til 18l/2 Millioner (230%) og Godsforsendelserne fra 80 til mindst 280 Tonkilometer (350 %). Mægtigere endnu er Samkvemmet mellem Landsdelene vokset: baade over Storebelt, Lillebelt og Masnedsund befordres der nu 3 Gange saa mange rejsende og 8 Gange saa meget Gods som i 1885. Køreplanen er udvidet til gennemsnitlig 17 à 18 daglige Tog mod 9 à 10 i 1885; ensartede, billige Tarifer ere indførte for hele Landet, medens hver Landsdel dengang havde sine egne og dyrere Takster; Esbjerg Havn har faaet Betydning ogsaa for Øerne, Københavns Marked for Jylland o. s. fr. Alt dette er ct Værk af Sammenslutning i Modsætning til Sondring; men trods dette klare og tydelige Fingerpeg skal hver Landsdel nu have sin lille Jernbanestyrelse, som om Landet ikke var lille nok og tilstrækkelig splittet fra Naturens Haand til at behøve al den Styike, som Enhed og Sammenslutning kan give. Og selv om det nu skulde vise sig, at nærværende Mindretal ogsaa her tager Fejl, og at Generaldirektionen bliver stærk nok til paa enhver Tid at kunne jævne Distrikternes indbyrdes Meningsforskellighede o og Uenigheder, bryde al passiv Modstand og indgyde de fire Distrikter en fælles Aand, hvad er det saa, der skal vindes ved Distriktsinddelingen? De Anker, som jævnligst fremsættes mod den nuværende Or- ganisation, ere tre: den synes for vidtløftig, for dyr og for lidt stedlig decentraliseret. Herimod kunde der nu siges adskilligt, men man skal ikke komme nærmere ind paa det; selv om nemlig alle tre Ankeposter vare grundede, vilde Distriktsinddelingen ikke fjerne en eneste af disse Mangler. Thi den værste Vidtløftighed er den, som fremkaldes gennem mange Viljer, og hvad Bekostningen angaar, tør end ikke de