Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

Gl 3. Kommitteret Riinestads Udtalelse. Tiltraadt af Etatsraad N. Andersen og Etatsraad Breinliolt. Ifølge § 26 i Loven af 26de Marts 1898 om Statsbanedriftens Ordning er nærværende Kommission beskikket til „at tage Spørgsmaalet om Statsbanedriftens hensigtsmæssige Ordning under Overvejelse og herom at fremkomme med Betænkning til Regering og Rigsdag“. I disse Lovens Ord ligger der næppe nogen nedsættende Dom over Statsbanedriftens nuværende Ordning. Thi bortset fra, at det vilde være noget ellers ukendt, at en Lov i en af sine Slutningsparagraffer udtaler sig mod den Ord- ning, som den selv har indført i do forßg&aßndö Paragraffor, 6i döt formentlig klart? at der, hvis noget saadant alligevel havde været tilsigtet, i § 26 maatte have staaet „hensigtsmæssigere“ i Steden for „hensigtsmæssige“ eller „Omordning“ i Steden for „Ordning“. Derimod ytres der ganske vist i § 26 en Tvivl om, hvorvidt Loven i de foregaaende Paragraffer har truffet det rette, og det paalægges derfor Kommissionen at undersøge dette Spørgsmaal og afgive sin Betænkning derom. Hvorvidt denne Be- tænkning skal ende med et Forslag til en Omordning, og da til en mere eller mindre indgribende, beror altsaa paa Undersøgelsens Udfald. I Henhold til Lovens Bud har Kommissionen nu foretaget en meget grundig Undersøgelse af den bestaaende Ordning. Den har undersøgt Forholdene paa Stedet — i Kontorer, Værksteder og paa Stationer —, den har stillet en lang Række skrift- lige Forespørgsler (som med tilhørende Svar findes trykte i Bilag A Side 1—172), — den har endelig gennem sit 4de Udvalg foretaget stærkt i det enkelte gaaende Gransk- ninger og Overvejelser (jfr. nedenfor Side 185—201). Men det kan næppe paastaas, at denne Undersøgelse har ydet Bevis eller blot skaffet Sandsynlighed for, at Lovgiverens Tvivl om den nuværende Organisations Formaalstjenlighed var grundet; thi ikke paa ct eneste, selve Statsbanedriftens Ordning vedrørende Punkt er der bleven paavist større, endsige fældende Mangler ved samme. Ikke desto mindre er Kommissionens store Flertal gaaet ud fra som noget selvfølgeligt, at den gældende Ordning, der i sine Hovedtræk er den samme som den, der i en Menneskealder har baaret Stats- banernes Udvikling her i Landet., bør fjernes i Bund og Grund, og nyt opbygges i Steden. Hver Del af den gældende Ordning — dens Generaldirektorat, dens Afde- linger og Sektioner — ryddes, og i Steden for sættes en kollegial Generaldirektion paa 5 Medlemmer og 4 kollegiale Distrikter med Hjemsted i de forskellige Landsdele. Alt, hvad der i en Aarrække er uddannet paa hjemlig Grund, forlades altsaa, og nye Forbilleder hentes, Halvdelen i Sydtyskland, Halvdelen i Sverige — uden at man sam- tidigt kan henvise til, at der paa disse Steder raader udelt Tilfredshed med den Del af deres Organisation, som nu skal indføres hos os. Nærværende Mindretal kan ikke tro, at Flertallets Forslag betegner et Frem- skridt, eller at dets Ordning kan kaldes „hensigtsmæssig“ (Lovens § 26). I General- direktionen skal alt afgøres ved simpel Stemmeflerhed. Generaldirektøren, der maa forudsættes at eje den største Sagkundskab og det bedste Overblik, kan altsaa paa alle Punkter overstemmes, selv hvor han er enig med den, som har den særlige Sag- kundskab om den foreliggende Sag, nemlig vedkommende Fagdirektør. Men en saa- dan Ordning frembyder en ikke ringe Fare; Følgen af den kan blive en fast Sam- menslutning mellem 3 af de 5 Direktører, der vriste al Magten ud af Haanden paa Mindretallet — som for saa vidt gerne kan bestaa af Generaldirektøren og lians Sted- fortræder, Driftsdirektøren. Den kan ogsaa blive den endnu uheldigere : en vekslende