Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

Endelig skal om Takstlovens Behandling i Kommissionen anføres, at den kun har indbefattet den Del af Loven, som gælder selve Taksterne, ikke derimod den Del, som giver reglementariske Anordninger og Forskrifter, om hvilken sidste Del nær- værende Mindretal ikke vil undlade at anføre sin Opfattelse, som er fremsat i Kommis- sionen, at ogsaa disse i høj Grad trænge til Revision. Ligesom Mindretallet ovenfor har beklaget, at Kommissionen ikke optog til Undersøgelse Sagen angaaende Overingeniørens Stilling til Privatbanerne, saaledes maa Mindretallet meget beklage, at Kommissionen heller ikke har fundet Lejlighec i a undersøge Sammenhængen med Aspirantinstitutionen ved Statsbanerne, skønt r( - føreren for Folketingets Finansudvalg d. 16de Marts 1900 paakaldte Kommissionens Assistance for at faa dette Forhold undersøgt. Denne Undladelse fra Kommissionens Side maa saa meget mere beklages, som just dette Spørgsmaal, om Aspirantinstitu- tionen ved Statsbanerne overhovedet kan siges at være lovlig — indført, som den er, af Generaldirektør Holst i 1880 uden at have fundet Bekræftelse ved Organisations- loven af 1892, — maatte liave givet Kommissionen uundgaaelig Anledning til ogsaa at drøfte det store Spørgsmaal, om den nuværende Elevinstitution gør Fyldest som Adgang til og Skole for Assistent- og Stationsforstanderklasserne, et Spørgsmaal, som formentlig maa klares i første Række, naar Opgaven er at give Statsbanedriften en hensigtsmæssig Ordning. Q . Ikke mindre beklages det her, at Kommissionen ikke af Ulykken ved bvend- strup tog Anledning til at foranledige eller foranstalte en Undersøgelse af Sikkerheds- tjenesten og derhenhørende Forhold paa Statsbanerne i det hele, da det ved foiskcl lige Lejligheder og ogsaa ved Rigsdagens Behandling af Loven om Jernbaners Erstat- ningsansvar ved Ulykkestilfælde har vist sig, hvor lidet klare de lierhenhørende For- hold endnu henligge efter de i Anledning af Gentofteulykken foranstaltede officielle Undersøgelser. . . , Endelig og dybest beklager Mindretallet, at Kommissionen har undladt at trænge ind i og rede ud fra hinanden det indviklede og i vide Kredse i de sidste Aar skævt opfattede disciplinære Forhold mellem Statsbanerne og deres mere eller mindre faste Tjenestemand lige ned til deres allerløseste Arbejdere, til den ene Side det for Statens Autoritet nødvendige Krav til Hørighed og Lydighed hos Personalet, til den anden Side Omfanget af Personalets Sammenslutningsret og øvrige Friheder. Det er jo ganske umiskendeligt, at netop Kommissionens Arbejdsaar 1899—1901 have ført store Grupper af Statsbanefunktionærer ind paa et Skraaplan af Tro paa Personalets ubegrænsede Foreningsret og Tilladeligheden af Arbejdsnedlæggelse og Strike, og det hverken vides eller er förnummet, at Statsbanestyrelsen har sat den Grænse hertor, som kan hævde Disciplinen i nødvendigt Omfang. At dette hele Foiliold var ei af don allerstørste Interesse for Statsdriftens lykkelige Irivsel og Udvikling kan ikke omtvistes, men saa fortjente det ogsaa den dybeste Paaagtning af den Kommission, som blev nedsat for „at tage Spørgsmaalet om Statsbanedriftens hensigtsmæssige Ordning under Overvejelse“.