Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

91 et formentlig virksomt Hjælpemiddel i sidste Henseende at gøre alle Statsbanernes Embeds- og Bestillingsmænd, fra Generaldirektøren til Portøren og Banevogteren, økonomisk inter- esserede i, at Driften giver et nogenlunde passende Udbytte. Dette kan ske ved at gøre dem delagtige i Udbyttet — tilstaa dem en Tantième — hvis Overskudet naar en nogenlunde rimelig Størrelse. Til sit Forslag i saa Henseende knytter Kommis- sionen følgende Bemærkninger. Det er sikkert en sund Tanke at gøre en Forretnings Personale delagtigt i dens Udbytte, da man derigennem forandrer Personalet fra Arbejdere under Forret- ningen til Medarbejdere i samme. Af den økonomiske Egeninteresse fremvokser, halvt bevidst, halvt ubevidst, en Række gode Egenskaber: en større Sparsommelighed med de betroede Virkemidler, en mere redebon og frivillig Arbejdsydelse, en større Om- tanke hos Arbejdslederne samt i det hele en forhøjet Ansvarsfølelse og en mere levende Deltagelse for Forretningens Omdømme og Trivsel. Er Forretningen iøvrigt sund, vil et fornuftigt Tantièmesystem derfor baade virke til større Dygtighed og Til- fredshed hos Personalet og til et større Udbytte for Forretningens Ejere. Men naar Systemet skal gennemføres fornuftigt, saa at Hensigten dermed kan naas, maa det formentlig grundes paa følgende almindelige Sætninger: 1. Tantièmen bør aldrig regnes for en Del af Lønnen. Dette ligger i, at Tantiemen efter Sagens Natur maa være af vekslende Størrelse og efter Om- stændighederne kan synke til 0, medens Lønningen i intet Tilfælde maa kunne synke under det for den paagældende Stilling uundgaaeligt fornødne Mindstebeløb. 2. Da Systemet tilsigter at skaffe et ialtfald nogenlunde passende Udbytte, bør der først udbetales Tantième, naar Forrentningen er naaet op over et vist Lavmaal, som ved Statsbanerne synes at kunne sættes til 2 pCt. af Anlægs- kapitalen. 3. Naar Udbyttet er naaet over den i 2 nævnte Grænse, og Tantième altsaa skal udbetales, bør en Andel tilfalde enhver, der er fast ansat i Forret- ningen; thi enhver saadan kan medvirke til en bedre Økonomi. Dog bør en Undtagelse gøres for dem, der kunne arbejde i Akkord, idet disse alt paa denne Maacle oppebære Særbetaling for bedre eller forøget Arbejde. 4. Paa den anden Side følger det af Systemets Hensigt, at Tantiemen ikke kan tilfalde alle ansatte med samme Beløb, men maa stige efter den Betydning, som den paagældende Stilling har for Økonomien, hvorhos der tillige maa tages et, dog begrænset, Hensyn til Lønningens Størrelse, da den samme Sum altid er af noget mindre Værdi for den højere Lønning end for den lavere. Endelig maa det for Statsbanernes Vedkommende erindres: 5. at disse ikke ere en blot og bar Forretning, hvis eneste eller dog væsentligste Opgave det er at skaffe det størst mulige Udbytte. Der kunde være en vis Fare forbunden med at lade Tantiemen vokse ubegrænset og i ligefremt Forhold til Udbyttet; de økonomiske Hensyn kunde da blive altfor fremherskende ved Driftens Ledelse. Man har derfor foreslaaet de Regler, som findes i Udkastets 35 og 36. hvorefter Tantièmen er bygget efter en stærkt faldende Skala og ikke kan naa op over et vist Beløb (0,6 pCt.) af Anlægssummen. Herved vil der formentlig gives de økonomiske Hensyn baade tilstrækkelig Spore og Bremse. Hvorledes disse Grundsætninger ere søgt gennemførte i det enkelte, vil frem- gaa af Forslaget. Her skal kun gives en Oversigt over Tantieme ns Størrelse ved en Anlægskapital paa 200 Mill. Kr. Der vilde altsaa først blive Tale om Tantième,