Den Systematiske Botanik

Protobasidiomycetes. 107 11'4. Thecaphora 1, Thec. Convolvuli. En Spore- balle; en af Hvilesporerne har udsendt en leddet og grenet Basidie. 520 G. nat. St. 2, Thec. affinis. En Sporeballe. 520 G. nat. St. stærke Misdannelser (f. Ex. nogle af de saakaldte Hexekoste). Sporerne dannes under Værtplantens Overhud, som først sprænges, naar de ere modne. Myceliet er in t er cel- lulært, men sender ofte Sidegrene (Hau- storier) ind i Cellerne; det er perennerende, naar det optræder i træ- agtige Dele; hos en Del fleraarige Urter bevares Myceliet Vinteren over i Rodstokken, og hos disse Arter gjennem- trænger Myceliet hele Skuddet, som det naaer ind i, medens det hos de fleste Rustsvampe ellers har en meget be- grænset Væxt. Rustsvampene have et to —femleddet Ge- nerationsskifte, d. e. 2 til 5 Slags For- meringsorganer, der udvikles efter hverandre i en bestemt Orden og tildels til forskjellige Aarstider (Pleomorphi). Hos nogle Arter er dette Generationsskifte forbundet med et Værtskifte, idet visse Formeringsorganer blot dannes paa een Art af Blomster- planter, andre blot paa en anden: heterøciske Svampe en anden, otxo?, Bolig); i Modsætning hertil kaldes de, der leve paa samme Art: autøciske (avrdg, den samme). Heraf blev det en naturlig følge, at man, saa længe man endnu ikke kjendte Udviklings- historien, henførte de forskjellige Former til forskjellige Slægter og Arter, og først 1865 kom De Bary og Ørsted samtidig efter det indbyrdes Sammenhæng mellem nogle af dem, hvorved Vejen var banet for det rigtige Studium og den rette Opfattelse af disse Svampe. Senere have mange Andre, f. Ex. P. Nielsen og Rostrup, givet Bidrag til Klaring af disse Svampes Naturhistorie. Man kjender for Tiden c. 50 værtskiftende Rustsvampe. De gamle Slægtsnavne: Uredo, Æcidium og Cæoma bruges nu til at betegne de forskjellige Udviklingsformer eller Organer af den ■samme Art; som Betegnelse for Slægten er det gamle Navn for Hvile- sporestadiet valgt, fordi dette frembyder størst Forskjellighed i Sporeform.