Den Systematiske Botanik

Forfatter: Eug. Warming

År: 1891

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: 3

Sider: 560

UDK: 582

3dje delvis omarbejdede og helt igjennem reviderede udgave.

Med 609 i texten indtrykte afbildninger.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 568 Forrige Næste
88 Fungi. udkastes, og en stødvis (succedan) Ejaculation, hvor een Spore ad Gangen udslynges. Den første af disse Maacler er den hyppigste, og opnaaes ved, at Sporesækken indvendig er beklædt med et Lag1 Protoplasma, som indsuger Vand i saadan Mængde, at de elastiske Vægge udvides, undertiden til det dobbelte Rumfang; Sporerne trænges op mod den øvre Ende, der opstaaer lier en ringformig Sprængning, og i samme Nu trække de elastiske Vægge sig sammen, hvorved Vædsken med Sporerne slynges ud. I nogle Til- fælde findes særegne Midler til at sammenholde Sporerne og tvinge dem til at udkastes samtidig, saaled.es en seig Slim, der omgive alle Sporer i Sækken (Saccobolus), eller et ligeledes af seig Slim dannet* Kjedeapparat, idet der fra hver Ende af Sporerne udgaaer et krogfofmet Vedhæng, der griber ind i den næste Spores Vedhæng (Sordaria). De hos mange Ascomyceter forekommende Safttraade mellem Sporesækkene spille ogsaa en Rolle ved Spredningen af Sporerne paa Grund af det Tryk de udøve. Hos nogle af de med krukkefonnede Sporehuse forsynede Kjernesvampe forlænge Spore- sækkene sig, uden at løsrives fra Bunden, saa stærkt, at de en ad Gangen naa op til Mundingen af Sporehuset, sprænges og sprede Sporerne, hvorefter der bliver Plads for den næste. En stødvis Udslyngning af Sporerne i Sporesækken er sjeldnere; den finder f. Ex. Sted hos Pleospora, hvis Sporesække have en dobbelt Væg, af kvilke den ydre ved Vandindsugning sprænges i Spidsen, hvorefter den indre, mere elastiske Hinde trænger frem og i Løbet af faa Sekunder udvider sig til en 2—3 Gange saa stor Længele og Tykkelse; den ene Spore efter den anden slynges derefter med Kraft ud af en snever Aabning i Spidsen af Sporesækken. Sporernes Spiring. Hos mange Sporer findes en eller flere Spirehuller, d. v. s. tyndere Steder enten i Inclerhiiiden (Uredo, Sordaria) eller i Yderhinden (Teleutosporer hos Rustsvampe), gjennem hvilke Spiringen finder Sted. I Regelen skeer dette først, efter at Sporerne ere blevne frie; hos nogle Ascomyceter spire de allerede indeni Sporesækken (Taplirina, Selerotinia). De forskjellige Maader, paa hvilke Sporerne spire, kunne henføres til tre Grupper. 1. Den almindelige Spiring skeer ved, at Sporen udsender en Spiretraad (Hyplie), som umiddelbart udvikler sig til et Mycelium. Hos Sporer med dobbelt Væg er det kun Inderhinden, der tjener til at danne Spiretraaden. Hos Sværmesporer dannes, efter at Svinghaarene ere absorberede, en enkelt Hinde om Sporen, og Spiretraaden dannes ved en umiddelbar Forlængelse af denne