Den Systematiske Botanik
Forfatter: Eug. Warming
År: 1891
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: 3
Sider: 560
UDK: 582
3dje delvis omarbejdede og helt igjennem reviderede udgave.
Med 609 i texten indtrykte afbildninger.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
88
Fungi.
udkastes, og en stødvis (succedan) Ejaculation, hvor een Spore ad
Gangen udslynges. Den første af disse Maacler er den hyppigste,
og opnaaes ved, at Sporesækken indvendig er beklædt med et Lag1
Protoplasma, som indsuger Vand i saadan Mængde, at de elastiske
Vægge udvides, undertiden til det dobbelte Rumfang; Sporerne
trænges op mod den øvre Ende, der opstaaer lier en ringformig
Sprængning, og i samme Nu trække de elastiske Vægge sig
sammen, hvorved Vædsken med Sporerne slynges ud. I nogle Til-
fælde findes særegne Midler til at sammenholde Sporerne og tvinge
dem til at udkastes samtidig, saaled.es en seig Slim, der omgive alle
Sporer i Sækken (Saccobolus), eller et ligeledes af seig Slim dannet*
Kjedeapparat, idet der fra hver Ende af Sporerne udgaaer et
krogfofmet Vedhæng, der griber ind i den næste Spores Vedhæng
(Sordaria). De hos mange Ascomyceter forekommende Safttraade
mellem Sporesækkene spille ogsaa en Rolle ved Spredningen af
Sporerne paa Grund af det Tryk de udøve. Hos nogle af de med
krukkefonnede Sporehuse forsynede Kjernesvampe forlænge Spore-
sækkene sig, uden at løsrives fra Bunden, saa stærkt, at de en
ad Gangen naa op til Mundingen af Sporehuset, sprænges og
sprede Sporerne, hvorefter der bliver Plads for den næste. En
stødvis Udslyngning af Sporerne i Sporesækken er sjeldnere; den
finder f. Ex. Sted hos Pleospora, hvis Sporesække have en dobbelt
Væg, af kvilke den ydre ved Vandindsugning sprænges i Spidsen,
hvorefter den indre, mere elastiske Hinde trænger frem og i Løbet
af faa Sekunder udvider sig til en 2—3 Gange saa stor Længele
og Tykkelse; den ene Spore efter den anden slynges derefter med
Kraft ud af en snever Aabning i Spidsen af Sporesækken.
Sporernes Spiring. Hos mange Sporer findes en eller flere
Spirehuller, d. v. s. tyndere Steder enten i Inclerhiiiden (Uredo,
Sordaria) eller i Yderhinden (Teleutosporer hos Rustsvampe),
gjennem hvilke Spiringen finder Sted. I Regelen skeer dette
først, efter at Sporerne ere blevne frie; hos nogle Ascomyceter
spire de allerede indeni Sporesækken (Taplirina, Selerotinia). De
forskjellige Maader, paa hvilke Sporerne spire, kunne henføres til
tre Grupper. 1. Den almindelige Spiring skeer ved, at Sporen
udsender en Spiretraad (Hyplie), som umiddelbart udvikler sig til et
Mycelium. Hos Sporer med dobbelt Væg er det kun Inderhinden,
der tjener til at danne Spiretraaden. Hos Sværmesporer dannes,
efter at Svinghaarene ere absorberede, en enkelt Hinde om Sporen,
og Spiretraaden dannes ved en umiddelbar Forlængelse af denne