Rosenborg Og Lysthusene I Kongens Have
Forfatter: Bering Liisberg
År: 1914
Forlag: VILHELM TRYDES BOGHANDEL
Sted: KØBENHAVN
Sider: 273
UDK: 72517 (489)
UDGIVET AF CARLSBERGFONDET
KØBENHAVN • MCMXIV
BILLEDERNE ER UDFØRT AF DANSK REPRODUKTIONSANSTALT (BERNH. MIDDELBOE)
EFTER FOTOGRAFIER AF FORFATTEREN
TRYKT HOS J. JØRGENSEN & Co. (IVAR JANTZEN)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
105
to smalle Kamre, havde Sønnerne deres Værelser, i den tilsvarende
sydlige, »paa Spindesiden«, skulde Døtrene have deres.
For at opnaa Forbindelse uden at behøve en Trappe mellem
1. og 2. Stokværk fandt Christian IV. paa at indlægge Talerør29) i
Murene. Medens det endnu synlige Talerør fra den sydlige til den
nordlige Endesal paaviselig først er anbragt i 1705, gemmer de
ældre fra Christian IV.s Tid, som omtales 1623 af Christian af
Anhalt, si" hist og her bae’ Panelerne. Fra Christian IV.s Forstue
har der ført Lo Talerør op til 1. Sal; det ene fra Vinduet til højre
for Kaminen, der senere er flyttet ud i Karnappen, og lige op til
den slore Sal ovenover, i Christian IV.s Tid den buntede cl. v. s.
brogede Sal; det andel gik fra Rammen ved Døren til det andel
Panelskab til højre, hvor Klappen for Aabningen endnu ses, og har
sandsynligvis ført op til »Rosen«.
Den »opfarende Slol« eller Elevator, som senere Tider har til-
lagt Christian IV., findes der derimod ikke mindste Spor af i Regn-
skaberne. Den stammer utvivlsomt, hvad vi senere skal komme
tilbade til, fra Frederik III.s Tid.
Ligesom Stuen var forbeholdt Forældrene og 1. Sal Børnene,
saaledes var 2. Sal forbeholdt Vennerne. »Den lange Sal« var
Gildesalen og synes kun at være bleven benyttet ved større Fest-
ligheder, som ved Tronfølgerens Bryllup i 1(534.
Rosenborg var et for sin Tid yderst moderne Anlæg — takket
være dets Bygherres praktiske Sans og tekniske Indsigt maaske
det mest moderne i Europa. Alt hvad Tiden kunde ønske sig af
Bekvemmelighed os- Behagelighed fandtes her, — den sode For-
bindelse mellem Værelserne og den lange Gang, som Philip Hain-
hofer 1611 glæder sig over paa Slottet i Munchen, den store, tønde-
hvælvede Sal »med Emblemata« m. m. under Loftet og uden Søjler,
som han i 1617 ser i Berlin30), de Ivse oe luftige Rum, hvor Vin-
duer og Døre smukt korresponderer med hinanden, som Furttenbach
fryder sig over i Genua, »dass man durch alle Turen, auch in gra-
der Linie, durch den ganzen Palast sehen kann«, Køkkenets afsides
Beliggenhed, saa man ikke »eneres af Luet eller Larm derfra, som
han ogsaa fremhæver31), men ud over all dette: Badstuen helt klædt
med Tin og med rigelig Tilførsel af Vand, »Hemmelighederne«
med deres Udskylning og endelig den fuldstændige Uforstyrrethed
som Kongen og hans Hustru kunde finde i deres egne Værelser
14