De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

9 gaa fra Dør til Dør, saa bliver det mange Penge, der imellem Aar og Dag anvendes for at holde denne hæderlige Stand vedlige. Hvormeget denne Sum løber op til er umuligt at at sige; men ved at anstille en Sandsynlighedsberegning, kommer man til over „en halv Million Kroner aarlig“. Naar en Mand, der har lidt mere end Dagen og Veien, nu og da lader sig narre for 10 Kr., saa trækker han paa Skuldrene og siger: „Naa! Ulykken er ikke saa stor, jeg savner jo ikke disse Penge“. Men han glemmer, at der er andre, der savne dem. Sætter man, for at stille Regnestykket op, 10 Kr. som Enhed, saa holder man sig paa den sikre Side; thi der er jo mange, der i Aarets Løb give 10-50 Gange saa meget bort paa denne Konto, og der er jo en Uendelighed af Mennesker, som selv sidde smaat i det, der betragte det som en Gevinst, naar de i det enkelte Tilfælde kunne slippe med at bøde 1 à 2 Kr., og som ere fornøiede, naar Prelleriet ikke gjentager sig altfor ofte. Man tør derfor nok gaa ud fra, at der her i Byen paa et Antal af 15,000 Velgjørere i Aarets Løb falder mindst 50,000 Plattenslagertilfælde à 10 Kr., men 10 X 50,000 er = 500,000 Kr. Denne Sum forøges desuden betydelig, ved at skikkelige og ellers værdige Trængende vænnes til at gaa fra Forening til Forening for at søge Hjælp og af den herskende Forvirring ligefrem opfordres til at lægge Skjul paa den Hjælp, de fra anden Side have modtaget, og derved lidt efter lidt føres over i de professionelle Tiggeres Rækker. Man kan egentlig ikke bebreide den fattige Mand, at han tager, hvad han kan faa, og at han, for at faa saa meget som muligt, fremstiller sin Sag saa ren som mulig, saa meget mere som han, hvad enten Nøden er uforskyldt eller selvforskyldt, handler under et økonomisk Tryk. Denne Handlemaade er jo saa aldeles