De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

22 Han gik hjem, dygtig træt og ikke just i den aller- gladeste Stemning; han havde begyndt saa freidig om Morgenen, og saa havde han næsten sat sin egen Jule- glæde overstyr. I Nærheden af sit Hjem kom han i Tanke om, at han havde lovet sin Hustru at bestille Fisk til Middagen den næste Dag; end mere fortrædelig gik han tilbage og traadte ind til Fiskehandleren. Der- inde stod en gammel Kone med et fint og mildt Ansigt; det hvide Haar tittede frem under en skinnende ren Kappe, hun saa næsten fornem ud i sin mere end tarve- lige Dragt: et tyndt Shavl, en gammel ulden Kjole og et tærnet' Bomuldsforklæde, der, skjondt dygtig lappet, i sin nyvadskede og nyrullede Tilstand saa helt pynte- ligt ud. Han gav Fiskehandleren Besked, og medens denne var ifærd med at udføre Ordren, stod den gamle og saa til, dreiende sine faa Skillinger imellem de magre Fingre. — Med et var Hs Fortrædelighed forbi; — „Naa, gamle!“ sagde han, „De skal nok have kogt Helleflynder til Aften“. „Ja saamænd“, svarede hun, „jeg havde tænkt at kjøbe et lille Stykke der helt oppe ved Hovedet, det er saa rart billigt; naar Pengene blot ville slaa til“. „Aa, hvad“, sagde han, „tag et Pund eller halvandet, der hvor jeg har faaet mit; det er det bedste Sted paa Fisken, og Pengene slaa nok til“. Den gamle indrømmede smilende, at det var et lækkert Stykke Fisk, men mente, at hun dog blev nødt til at holde sig til Hovedstykket. H. gav Fiskehandleren et Vink, hvor- til denne nikkede forstaaende. Imidlertid spurgte han Konen, om hun ingen Julemad havde faaet, der var dog saamange Foreninger, der uddelte. — „Jo, Gudske- lov og Tak!“ sagde hun; „Fru Petersen paa 1. Sal, hvor jeg bor, skaffede mig en stor Pakke, men den gav jeg min Datter; hun sidder Enke med fire Børn og har ligget syg nogle Dage, saa hun fik ikke hentet Blan- ketten, før det var forsent, og saa fik hun ingenting.“