De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

23 Fiskehandleren havde imidlertid skaaret et stort Stykke ud af det fedeste og bedste Sted paa Helle- flynderen, han lagde det over til den gamle og sagde: „Da Herren der vil betale halvandet Pund for Dem, saa vil jeg lægge et halvt Pund til; saa har De jo noget til Middag imorgen!“ „Gud velsigne Dem! er dette dei- lige Stykke Fisk til mig, det maa jeg sige, jeg havde rigtignok ikke ventet, at det skulde blive saa lyst for mig iaften“, udbrød den gamle. „Men hvorledes gaar det nu med Smør og Kartofler?“ spurgte H.; „lad os engang se Kassebeholdningen efter“. „Det gaar nok, jeg har jo 18 Øre“, svarede hun. Men da hun saa nøiere efter, var der kommen en Krone til. Hele det gamle Ansigt straalede af Glæde og Taknemme- lighed, hun sagde ikke et Ord, men greb Hs Haand for at trykke et Kys paa den. Han lod den sagte glide henover hendes Kind og skyndte sig bort. Han var helt underlig til Mode; saa havde han jo dog været med til Juleuddeling; han var blot ikke rig- tig paa det Rene med, hvem der var Modtageren og hvem Giveren; det kom ham for, at han havde faaet en Julegave af den gamle, tusinde Gange større end den Bagatel, han selv havde ofret. Han havde aldrig tilbragt en saa velsignet Juleaften. Alting syntes ham lysere, finere og smukkere; det gamle, milde Ansigt havde jaget alt det grimme ud af hans Erindring, og Dagens Indtryk fødte hos ham et levende Ønske om, at alle de, der have det lyst og godt, maatte enes om at finde Veien til at brede Dugen og tænde Lysene i Fattigmands Stue den hellige Juleaften, saaledes at de mørke Pletter svandt, og der blev lyst og varmt, ikke alene paa Kvistkamrene, men ogsaa i Menneskehjærterne, hos den Rige og hos den Fattige. Det stod imidlertid nu klart for ham, at Juleforeningerne ligesaalidt som den øvrige Velgjørenhed formaaede dette, formaaede at virke op-