De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

57 man maa vide Selskabet Tak for, at det har havt Mod til at optage nye og uprøvede Opgaver paa sit Pro- gram; Opgaver, der i de senere Aar have trængt sig paa med stedse stigende Vægt, men som imidlertid alle indtil nu ere gaaede af Veien for. Der hører Mod til at tage dem op; thi intet er mere vist, end at For- søget paa at bringe dem ud i Livet vil komme til at koste et umaadeligt Arbeide. Det er store og smukke Opgaver, der ikke alene kunne blive til den rigeste Velsignelse for de Fattige, men som, naar de lykkes, ville faa vidtrækkende Betydning for vort Samfundsliv. De Forhold, som have godtgjort Nødvendigheden af et Oplysningskontor, og som i anden Linie kræve Op- rettelsen af et Arbeidsanvisningskontor, en Selvsikring mod Vinterarbeidsløsheden og Oprettelsen af en An- stalt, hvor Hjælpen kan ydes igjennem Beskjæftigelse, ere ikke fremkomne pludseligt, men ere en simpel Følge af Tidernes Skiften. Vil man kaste Blikket 50 Aar tilbage, saa vil man se, at en Haandværksmand, til Exempel en Tømmer- mand i Marinen, hvis maanedlige Gage og Emolumenter androg 11 Rdl. 72 Sk., altsaa næppe nok, hvad en dyg- tig Haandværkssvend nu tjener om Ugen, kunde er- nære sig selv, Kone og 7—8 Børn uden at ømme sig. Han kunde det, fordi han maatte det. Der var ingen Foreninger at ty til, ingen Bespisning i Skolerne. Men der var en Jernvillie, en Æresfølelse, der ikke gik paa Akkord med Forholdene, men som overvandt dem. Manden gik til sit Arbeide om Morgenen Kl. 4-5 og kom hjem Kl. 4 om Eftermiddagen, og Gud hjælpe Konen, om Middagsmaden ikke stod paa Bordet. Rap til sit Arbeide og rap til at spise, var han snart færdig med sit tarvelige, men solide Maaltid. Han var lidt af en Tusindkunstner, han kunde mure, male, smede, sko- magerere, hvidte Lofter og tapetsere Vægge, alt selv- følgelig til Husbehov. Ude i Byen havde han Hus-