De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

56 Det er saaledes en tung Erfaring, naar man en skjønne Dag kommer til den Erkjendelse, at man er gaaet vild, at man befinder sig paa en Vei, der ikke kan føre til Maalet. Man har gaaet alle de mange, mange Skridt under lyse Forhaabninger, man har kjæmpet sig igjen- nem Hede og Støv, Regn og Storm den lange, lange Vei, og saa staar man der med bristede Forhaabninger, uden at vide, hvorhen man skal vende sig. Minderne om, hvad godt og smukt man har mødt, om Blomsterne paa Veikanten, om hvad andet, der ellers har kunnet virke opmuntrende, formaa ikke at dæmpe den knu- gende Stemning, der er en Følge af Erkjendelsen: „om- sonst, forspildt“. Vel anse vi ikke Velgjørenheden som Helhed for at være omsonst og forspildt, men der gaar saameget tilgrunde af Menneskeværd, der gjøres til Tider en saa ubodelig Skade, der falder en saa umaade- lig Del af Hjælpen virkningsløs til Jorden, og der bliver saameget røvet bort, at man har god Grund til at for- tvivle over Tilstanden, just naar det staar saa aldeles klart for en, hvorledes denne sørgelige Tilstand kunde ændres blot ved Hjælp af en Smule Sammenhold. Vi vide meget godt, at en Del af vore Medar- beidere ikke se slet saa mørkt paa Forholdene som vi; men vi vide ogsaa, at det ikke er saa grumme længe siden, at vi stode saa godt som ene med vore Anskuelser, og at Antallet af dem, der nu i mere eller mindre Grad dele dem, er ret betydeligt og voxer Dag for Dag, og vi føle os overbeviste om, at vort Syn paa Sagen inden ret længe vil paatrænge sig enhver, der har et aabent Øie for dens Betydning. Grunden til, at vi se den mør- kere end mange andre, turde ligge i, at vi have be- skjæftiget os mere med den og derfor set mere ind- trængende paa den end de fleste. Stiftelsen af „Almindeligt Hjælpe- og Oplysnings- selskab for Kjøbenhavn og Frederiksberg“ er jo i og for sig Bekræftelse paa, at der er Fare paa Færde, og