De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

79 hed, har været tvungen til at sige nei, unge Folks Sager, hvor man med stor Betænkelighed har sagt ja, andre, hvor man med Beklagelse har maattet sige nei. Klokken er bleven mange, og Budgettet er overskredet — en Optælling viser, at man har brugt 900 Kr. — og der er mange Sager endnu. Bogbinderens Sag kommer for: Undersøgeren gjør sit yderste for at stemme Med- lemmerne mildt for Sagen. Han ved saa godt, at den er haabløs, at mange lignende Sager have faaet nei, at der skulde mange Penge til, dersom Familien skulde sættes paa Fode; men Nøden er saa gribende, Elendigheden er saa stor. Hun var syg og lidende, han sad saa fortabt, Stuen var saa uhyggelig tom, og saa var der saa koldt. „Lad mig faa 20—30 Kr. til dem,“ siger han, „jeg skal bringe det mest mulige ud af Pengene, og der er dog en Mulighed for, at Manden paa en eller anden Maade kan faa noget at bestille“ — Undersøgeren gjorde sit bedste. Saa komme de fuldt berettigede, aldeles logiske Ind- sigelser: Kassen — Vedtægterne — Hvad kan det nytte. Der bliver sagt: Det gjør os ondt, at vi lige over for den Varme og Interesse, hvormed Undersøgeren har behandlet denne Sag, nødes til at sige nei. Det gjør os ondt for de stakkels Mennesker; ingen vilde hellere end vi hjælpe, om vi kunde. Men skulde vi hjælpe denne Familie, saa skulde vi ogsaa hjælpe alle deres Lidelsesfæller, og da nyttede 20-30 Kr. til hver ikke mere end at hælde en Draabe i Havet. 20-30 Kr. vil sige det samme som Husleie for to Maaneder, hvor der skyldes for fire, og Mad for en Uge, og hvad saa i næste Uge; dermed er Sengen lige tom, Stuen lige kold, og saa vil endda dette usle Tilløb til Hjælp medføre, at Manden i mange Tilfælde slaar sig til Ro og ikke anstrænger sig for at faa noget at bestille. Med 200 Kr. til hver kunde der være Tale om at stoppe