De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

80 Nøden for i Vinter; men saa maatte vore Ydelser til den syge Enke med de sex Børn og i alle de andre lig- nende Tilfælde jo fornuftigvis sættes saa meget op, at Retfærdigheden kunde ske Fyldest. Understøttelses- foreningen maatte da — om det iøvrigt forslog — have ti til tyve Gange saa mange Penge til sin Raadighed, som den nu har. Kunde man endda skaffe Manden saa meget at bestille, at han var istand til at brødføde sig selv, saa fandt Foreningen vel paa Raad til at hjælpe Konen. Der opnaas ikke Enighed, og der afstemmes om Sagen. Hvad enten der nu af ren og pur Barmhjertighed gives denne Familie en Almisse, eller man af Mangel paa Penge og af andre gyldige Grunde nødes til at sige nei, saa føler man, hvor tungt og svært det kan være at tage en Bestemmelse. Vi vide, at der gaa Tusinder af saadanne unge Mennesker, ligefra Drengealderen, gifte og ugifte, med eller uden Børn, omkring.uden Subsistensmidler. Hvor- mange af dem, der ere arbeidsvillige, kunne vi ikke vide; men vi kunne sige os selv, at de alle, alle uden Undtagelse, ville gaa tilgrunde. Gaa tilgrunde, hvad- enten de Dag ud og Dag ind forgjæves vandre fra Dør til Dør for at finde Beskjæftigelse, eller de, opgivende det hele, lade sig drive ned ad Strømmen. Dette sørge- lige Faktum maner ikke alene Velgjørenhedsfaktorerne, men ethvert Menneske, der er fri for Næringssorg; det maner os alle, hele Samfundet til at dæmme op for Strømmen. Vagabondantallets bestandige og uhyggelige Stigning og Fængslernes Overfyldning ere alvorlige Røster, der maa høres. Naar Bogbinderen besvarede Spørgsmaalet om, hvorledes han og Konen havde levet det Aar, han havde gaaet ledig, med et meget sigende Skuldertræk og de ligesaa betegnende Ord: „Vi have taget det som vi