Nedstamningslæren

100 Nedstamningslæren. i deres første Tid om i Vandet og ser ud som Fig. 37 a, senere forandres Formen til b, og til sidst til c. Fig. 38. Et Menneskefoster, 4,2 mm langt, r, Næsehulen; o, Overkæben; u, Underkæ- ben; 1—5, Pulsaarebuer, mel- lem hvilke ses de 4 »Gælle- spalter«; h, indre Ørehule; ns, Muskelafsnit; V, Hjertets Forkammer; K, Hjertekam- mer; S, Hale. (Efter Hertwig) En anden Mærkelighed er det, at der i Dyrets tidlige Ungdom ofte findes Legems- dele, som ikke synes at være til nogen som helst Nytte for disse Ungdomsformers Liv, og som senere forsvinder. Bardehvalerne har jo ingen Tænder som voksne, men hos Fostrene finder man Tænder anlagte. Kalven har Anlæg til Fortænder i Over- munden, men den udvoksne Ko har ingen. Man har ogsaa troet, at nogle Fugle har Anlæg til Tænder, men dette er modbevist. Patte- dyrfostrene har paa et me- get tidligt Trin Antydnin- ger af Gællebuer og Gælle- spalter og andre Ligheder med Fiskene. Dette gælder ogsaa Menneskefosteret (Fig. 38); ogsaa dette har paa et vist Udviklingstrin Organer, som senere forandres; Hjertet har kun eet Kammer og For- kammer; Aarernes Forgrening ligner Fiskenes; der er Furer, som ligner Gællespalter, men er lukkede, og Halen er forholdsvis stor. Dertil kommer en anden Mærkelighed, nemlig den, at Fostrene af Dyr, der hører til samme Stamme,