Nedstamningslæren

120 Nedstamningslæren. deles bestemt Retning, man kan sige efter en bestemt Plan, kender vi fra Hestefamilien. Dens »Ned- stamningshistorie« er overniaade meget omtalt og frem- ført som en udmærket Støtte for Nedstamningslæren — »Paradehesten« har man derfor kaldt den. Men des- værre maa Udviklingsrækken sammensættes af Slæg- ter, af hvilke nogle er fundet i Europa, de fleste i Amerika, uden hel Garanti for, at de i Tid fulgte umiddelbart efter hverandre. I Jordlag fra Tertiær- tiden i Amerika og i Europa har man fundet Rester af om Ir. 30 Arter Dyr, der almindeligt opfattes som Hestenes Forfædre. De allerældste er smaa Dyr, omtr. saa store som en Ræv, og har 5 Tæer paa alle Fød- der. I yngre Lag bliver Dyrene efterhaanden større, først som et Faar, derpaa som et Æsel, og før Is- tiden fremtræder den ægte Hest baade i den gamle og i den nye Verden, i hvilken sidste den dog er uddød. Samtidig med disse Forandringer formindskes Tæernes Antal; først formindskes de til 4 paa For- benene og 3 paa Bagbenene, og Mellemfodens Ben bliver ogsaa mindre (se Figurforklaringen til Fig. 48). Derpaa har Dyrene kun een Taa og to smaa Bitæer (Fig. c og (/); derefter formindskes Antallet til 1 Taa (den mellemste) og Bitæerne reduceres til to store »Griffelben«, til sidst til 1 Taa og to smaa Griffelben(e). Nu lever kun den egentlige Hesteslægt (Equus) med de 7—8 Arter af Grupperne: Hest, Æsel og i Afrika Tigerhest. Den hele Række af forudgaaende Stamformer er uddød. Det bør endnu bemærkes, at jævnsides med de nævnte Forandringer, og efterhaanden som Arterne blev større, forandredes ogsaa Hovedskallen og Kind- tændernes Form og Størrelse m. m. Hvad der var Aarsagen ti] alle disse Forandringer, om de maaske kan bringes i Samklang med jævnsides løbende For-