Nedstamningslæren

124 Nedstamningslæren. • Stamme, og at det er ved en jævnsides eller »konver- gent« Udvikling (se S. 34), at Lighederne er fremkommet. Hvad ved vi nu i Virkeligheden for Øjeblikket med Hensyn til Menneskets Forlid? Vi omtalte foran (S. 114), at Mennesket er den sidst fremkomne, stærkt afvigende Fonn af de med Hvirvler udstyrede levende Væsener. Kan Forstenings- læren nu oplyse noget om Mennesket? Der er i Lø- bet af de sidste Aartier fundet Skeleldele af Menne- sker rundt om i Europa, især i Huler i Bjærgene. De maa have levet for umaadelig lang Tid siden, i det mindste i Istiden, der jo havde varmere Afsnit, i hvilke Isen over store Strækninger smæltede bort. At der her i Europa levede Mennesker samtidig med store, nu uddøde Dyr, er ganske sikkert. De vigtigste Fund er følgende: I 1856 fandtes Menneskeben i en Hule ved Neanderthal ved Diissel- dorf; 1885 ligeledes ved Spy i Belgien (Fig. 49); 1899 ved Krapina i Kroatien; 1907 en Underkæbe dybt i Jorden ved Landsbyen Mauer ved Heidelberg; 1908 og 1911 flere Skeletdele i Frankrig, Spanien og i Eng- land (to Steder). Disse Menneskeben afviger i flere Punkter fra de nuværende Europæeres. Det er sær- lig ejendommeligt for de fleste Hjerneskaller, at Pan- den er lav og viger stærkt tilbage (Fig. 49); at Buerne over Øjnene springer stærkt frem; at hele Hjerne- skallen er meget langstrakt; at. Næsen er bred og Næseaabningerne rettede frem ad; at Underkæben gaar lige op og ned, uden noget fremspringende Hage- parti; disse Menneskers Tyggeredskaber har været meget kraftigere end vore, utvivlsomt fordi de havde haardere og sejere Føde at bearbejde. Ogsaa i Lem- merne er der Forskel; de er kortere, Knoglerne plum- pere, Muskulaturen kraftigere.