Nedstamningslæren

7. Nedstamningslærens middelbare Beviser. 141 Rejsende og Botaniker, Moritz Wagner, har udvik- let: Naar Individer af en Art indvandrede paa et nyt Omraade, eller det gamle Omraade ved geologiske Om- væltninger blev delt i to eller flere, f. Eks. da Atlanter- havet og det store Ocean blev skilt ad den Gang, da Panamatangen dannede sig midt i Tertiærtiden, saa kom det til al spille en stor Rolle, at de adskilte Grup- per af Individer ikke mere kunde krydses med hver- andre; slig Adskillelse ansaa Wagner endog for en nødvendig Betingelse for, at nye Arter skulde kunne opstaa. Han kaldte denne Lære Migrationsteorien d.e. Vandringsteorien. Som Støtte for den kan henvises til bestemte Iagttagelser, saasom den, at af de Kaniner, som Portugiserne for omtr. 500 Aar siden udsatte paa den ubeboede 0 Porto Santo ved Madeira, har der udviklet sig en fra vor almindelige Kanin ikke lidt afvigende ny Art; den geografiske Adskillelse blev en artsdannende Kraft. Kan nu alle de Kendsgerninger, af hvilke lier er fremdraget nogle faa Eksempler, virkelig betragtes som Beviser for Nedstamningslæren? Nej — et strængt videnskabeligt Bevis kan man ikke sige, at de er. Det gaar her som i alle de Grupper af Kendsgernin- ger, der foran anførtes, hentede fra den sammen- lignende Formlære, Individets Udvikling og Forste- ningslæren, at det alle Vegne er vore Sammenlig- ninger og vore Opfattelser eller Skøn om Betyd- ningen af Lighederne og Ulighederne, som lægges til Grund; men de afgør intet om de virkelige Aarsager til de Ligheder, som vi ser, eller om Maaden, hvor- paa Formerne er blevet til; en En-Øre, en To-Øre og en Fem-Øre ligner jo hverandre i høj Grad, — alle er af Bronce med samme Præg, kun Tallet og Størrelsen forskellige — men dog »nedstammer« ikke