Nedstamningslæren

152 Nedstamningslæren. gaar det da til, at der paa saa mange Punkter i vorl System er skarpe Skillelinier, med store Forskellig- heder mellem Arter, Slægter, Familier osv.? Hvordan gaar det til,' at der f. Eks. findes et Træ, Ginkgotræet, sompiar hjemme i Østasien og maaske ikke en Gang er vildt mere (det plantes omkring Templerne ligesom f. Eks. ogsaa i vore Haver), og som staar ganske ene i Verden uden nogen som helst nær Slægtning? Ned- stamningslærens Svar maa lyde: det er, som ogsaa ofte i Menneskelivet, Døden, der har udryddet dets Slægtninge; Forsteningslæren kommer os her til Hjælp og viser os, at der saa langt tilbage som i den sidste Periode af Jordens Oldtid (Permtiden; se Fig. 42, G) og derfra helt op i Tertiærtiden levede nærmere og fjer- nere Slægtninge af Ginkgotræet over hele den nord- lige Halvkugle; Døden har udslettet dem, og det er Døden, der alle andre Steder sætter de skarpe Græn- ser, og som gør, at det hele ikke er et uendeligt Kaos, hvor alt flyder i hinanden. Det er Døden, som er Skyld i, at vi ofte inden for en Slægt med mange Arter ser disse samlede i Grupper, — Mellemleddene er uddøde; det er Døden, der paa samme Maade ofte afgrænser Slægter skarpt inden for en Familie, eller Familier inden for Ordenen osv. Jo yngre en syste- matisk Enhed er, desto mere ilyder Indholdet sam- men; jo ældre, desto større er sædvanligvis Afstan- dene mellem dens Led, desto vanskeligere kan det være at paavise de nærmeste Slægtninge. Padderok- ker og Cykadeer (Fig. 44) har ingen nulevende nære Slægtninge; de er de sidste Ætlinge af gamle, fordums mægtige Grene paa Planterigets Træ; i Sydafrikas Ør- kener opdagedes 1860 en af de mærkværdigste Plan- ter, der kendes (Welwitschia mirabilis), som kun har to mægtige, mangeaarige Blade, der ligger hen over