Nedstamningslæren

192 Nedstamningslæren. Retninger. Der var altid flere, som ved Sambyrd viste sig arvelig faste, men Frugtbarheden var hos de fle- ste ringere end hos Stamformen. Medens nogle af dem gik til Grunde uden Afkom, og nogle kun optraadte een Gang, kom andre aarlig mere eller mindre regel- mæssig igen i hvert Slægtled af Moderarten, om end kun i faa Procent af det hele store Antal af Kimplan- ter, og deres Frø gav altid den nye Form igen, naar de beskyttedes mod Krydsning med andre Former; de var altsaa virkelig frøfaste nye Smaa-Arter. De viste svingende Afvigelser. Pludselig kom de til Syne, og ikke var de ved jævne Overgange for- bundne med Moderarten eller indbyrdes; de var Spring-Forandringer, selv om Springene ofte kun var smaa, Nogle af de nye Former havde Egenskaber, der var skadelige for Individet, og de gik til Grunde; andre havde ligegyldige Egenskaber, andre maaske nyttige, og de holdt sig gennem mange Aar mellem Moderplanterne og deres Søskende. H. de Vries tænker sig, at Arter i Almindelighed kan holde sig uforandret i Tusinder af Aar, og saa kommer der pludselig en kortere Periode med stærk Foranderlighed: »den skabende Kraft kommer i Virksomhed«, siger han, og »nye Former udsprin- ger paa een Gang af den hidtil uforandrede Stam- me; . . . den forhøjer Rigdommen af Formerne, men overlader det til disse selv at forsøge, om de kan finde sig til Rette i Omverdenens Kaar. For nogle er Lykken gunstig, for andre ikke, og dette afgør til sidst, hvad der skal leve«. — Denne Tanke om Forandrings-Perioder har Korscliinsky for øvrigt udtalt før De Vries. Forsteningslæren vil støtte Antagelsen af stødvis Udvikling; Ammoniternes (Fig. 46) og andre