Nedstamningslæren

1. Livets Oprindelse paa Jorden. 15 mer altid af andet Liv, gaaet ind i Naturforskernes Bevidsthed, at naar en Zoolog eller Botaniker linder et hidtil ukendt, mikroskopisk, levende Væsen, falder det ham ikke ind, at det ikke skulde være Afkom af et andet levende Væsen. Men hvad dernæst hin fjærne Fortid angaar, da Livet først opstod her paa Jorden, da foreligger der heller ikke herfra nogen som helst Støtte for den Antagelse, at dette skete ved Selv- dannelse, det vil sige »af sig selv« uden en højere Krafts Indgriben. Hvordan den uhyre Kløft mel- lem »levende« og »livløst« skal udfyldes, hvordan Livet opstod »i Begyndelsén«, derom ved vi intet; det ligger uden for Videnskabens Ornraade, og fra Slægtled til Slægtled vil denne Gaade uløst gaa i Arv. Vi maa som en fremragende tysk Fysiolog, Du Bois Reymond, med Resignation udbryde: »Ignoramus«, d. e. Vi er uvidende, og »Ignorabimus!« d. e. Vi vil vedblive at være uvidende. Det nævntes ovenfor (S. 1), at der kan tænkes endnu en anden Mulighed for Livets Fremkomst her paa Jorden, da denne blev i Stand ti] at huse levende Væsener, nemlig den, at Livet ikke var opstaaet paa Jorden selv, men var blevet tilført den udefra, fra andre Himmellegemer eller fra Verdensrummet. Vi træffer her to forskellige Forklaringsforsøg, der begge støttes af berømte Videnskabsmænd, som alle er Fy- sikere. Det ene, der er fremsat af Lord Kelvin og Tyskeren Helmholtz, gaar ud paa, at der kunde være ført levende Kim til Jorden i Revner af Meteor- stenene; men disse bliver jo altid stærkt opvarmede, endog glødende ved at komme ind i Jordens Atmo- sfære, og selv om Varmegraden i deres Indre ikke skulde lægge Hindringer i Vejen for Tilstedeværelsen