Nedstamningslæren

238 Nedstamningslæren. ligt Udtryk for de Kendsgerninger, som vi ser, og give en Beskrivelse af dem, men trænge ind til deres inderste Væsen formaar vi ikke, og vil vi utvivlsomt aldrig formaa. Vi kan her mindes Du Bois Reymonds Ord: »Ignoramus« — »Ignorabimus« (se S. 15), eller Sokra- tes’s, der for over 2300 Aar siden udtalte: »Det ene- ste> jeg ved, er, at jeg intet ved«. Den Erkendelse maa vi alle Vegne ogsaa i Livets Verden komme til, at vi kun forstaär stykkevis, og at der er Grænser sat, ud over hvilke vi ikke kan trænge. Men forstaar vi end ikke, hvordan det gaar til, at det ene levende \ æsen kan udvikle sig til et andet, og at de levende Væsener paa saa mange Punkter er vidunderlig hen- sigtsmæssig tilpassede til deres Liv og Kaar, og kan vi end ikke besvare det Spørgsmaal, hvad Aarsagerne er til, at nyttige Legemsformer og andre nyttige Egen- skaber opstaar, — saa kan vi være overbeviste om, at denne Udvikling og denne Hensigtsmæssighed er fremkommet og holdt vedlige ved guddommelige Love og ikke ved Spil af »blinde« Tilfældigheder.