Nedstamningslæren

9. Nedstamnings-Hypoteser. 237 af Arter af Dyr og Planter, som har levet eller lever endnu her paa Jorden, netop er opstaaet paa en eller anden af disse Maader, har vi ikke ført, uden i nogle yderst faa Tilfælde. Men saa er der de vidunderlige Hensigts mæs- sigheder, som vi til alle Sider ser os omgivet af, og som vi ser desto flere af, jo mere vort Syn er blevet naturhistorisk skærpet — hvordan de er frem- kommet, dette har vi hidtil ikke formaaet at forklare tilfredsstillende; det nytter ingen Ting at sige, at Hen- sigtsmæssighed hører med til Organisation overhove- det; dermed er ikke den fjerneste Forstaaelse bragt os. Jo dybere den Nedstamningslære. som for 55 Aar siden fremkaldte en saadan Uro og et saadant Liv i Naturforskningen, som denne aldrig tidligere har oplevet, — jo dybere den bragte Videnskabs- mændene til at trænge ind i Studiet af Naturen, desto flere Gaader er der dukket op, desto mere ind- viklede er Spørgsmaalene blevet. Et Vidnesbyrd herom er allerbedst det Virvar af Meninger og Forklaringer, som Nutiden opviser. Der er næppe et eneste af de Spørgsmaal, som er berørt i det foregaaende, om hvilket der ikke er Meningsforskel. Det vil ganske sikkert gaa os her som med Hen- syn til den livløse Verdens Naturlove: Vi ser en Sten falde til Jorden, og vi studerer Faldhastigheden og lærer Faldloven al kende; vi siger, at den falder paa Grund af Jordens Tiltrækning — men forstaar vi i allermindste Maade, hvad Jordens Tiltræknings- kraft egentlig er? Vi ser Ilt og Brint forene sig og danne Vand; forstaar vi i Virkeligheden, hvad det er, der foregaar? Vi beregner Lysets Hastighed og Lyssvingningerne; men er vi naaet længe; e end til Fremtoningernes Overflade? vi kan give et menneske- .. Uli, ; ■ <4 .&