Nedstamningslæren

236 Nedstamningslæren. heder mellem de levende Væsener, og vi maa antage, at Lighederne, i alt Fald for den allerstørste Del, skyldes et nærmere eller fjernere virkeligt Slægtskab mellem dem, som beror paa en gennem uendelige Rækker af Slægtled fortsat Nedstamning gennem For- plantning, medens andre Ligheder beror paa fælles Tilpasning til fælles Kaar. Men undersøger vi Grund- voldene for denne Antagelse, vil vi finde, at egentlige Beviser for Nedstamningslærens Sandhed har vi ikke. Vi kan anføre en lang Række Kendsgerninger fra den sammenlignende Formlære, Individernes Udviklings- historie, Forsteningslæren, den geografiske Udbredelse af Arterne og det naturlige System, der alle i høj Grad støtter Nedstamningslæren, ja egentlig gør det umuligt at forklare Lighederne paa anden Maade end ved Nedstamning, men alle vore Slutninger beror paa de af den menneskelige Aand foretagne Sammenlignin- ger. »Beviserne« kan aldrig blive andet end »middel- bare«, og hvordan Lighederne er fremkommet, fortæl- ler de ikke. Vi møder det andet Spørgsmaal og undersøger, hvorledes Ulighederne opstaar, om der i Nutiden dannes nye Typer (Arter, Smaa-Arter og andre syste- matiske Enheder), og hvordan disse opstaar, idet vi gaar ud fra den Antagelse, at som de opstaar i Nu- tiden, saaledes opstod de i Fortiden lige fra »Begyn- delsen« af. Vi finder i Virkeligheden, at der er flere Maader, paa hvilke nye, afvigende Typer kan frem- komme (ved Bastardering, ved Omgivelsernes direkte Paavirkning, ved smaa eller store, i deres Aarsag uforstaaede Stød), og vi finder nogle arvelige, saa- ledes som Nedstamningslæren maa forlange af de Forandringer, som den maa bygge paa, medens an- dre ikke er arvelige. Men Bevis for, at de Millioner