Nedstamningslæren

52 Nedstamningslæren. er Midtpunkter i Naturforskernes Drøftelser, Lamarck og Darwin. Jean Lamarck blev født i Nord-Frankrig 1744. Han kom ind i den franske Hær, avancerede til Offi- cer og deltog i Krigene. En legemlig Beskadigelse tvang ham bort fra den militære Bane, og i omtrent 15 Aar ernærede han sig kummerligt som Skribent og paa anden Vis uden at have nogen fast Stilling. Han kastede sig over Plantelæren, og 34 Aar gammel udarbejdede han til Bestemmelse af Frankrigs Planter en Haandbog med gaffelgrenede Nøgler, saadan som vi finder i flere af Nutidens Haandbøger, men som den Gang var noget nyt. Da saa det zoologiske Museum i Paris blev oprettet, overdrog man 1794 til Lamarck, der da næsten var 50 Aar gammel, at forestaa Af- delingen med de hvirvelløse Dyr (Insekter, Bløddyr, Orme m. m.). Han blev da Zoolog, og han var den første, der bragte Orden i det Urede, hvori disse Dyrs System laa hen. Han har ogsaa dannet Navnene »Hvirveldyr« og »Hvirvelløse Dyr«*. 1. Nedstamningslæren. Man kan se af hans Skrifter, at han allerede i de første Aar af det 19. Aarhundrede syslede med naturfilosofiske Spørgsmaal; derpaa samlede han 1809 sine Tanker i en Bog i to Bind: »Zoologisk Filosofi«. For første Gang gives der her en klar og fyldig Fremstilling af Nedstam- ningslæren, altsaa den Lære, at alle uddøde og levende Væsener danner sammenhængende Kæder, hvis Led bindes sammen af kødelige Slægtskabsbaand, idet de mere sammensatte nedstammer fra enklere, indtil vi ender ved de allerførste, som Lamarck tænkte sig opstaaede ved Selvdannelse. Idel Naturen eller »den ophøjede Autor« (Ophav eller Skaber), som han saa ofte skriver, lidt efter lidt