Nedstamningslæren

 54 Nedstamningslæren. Bestandighed i Tiden; »Arterne« varierer (forandrer sig), og de Former, der er fremkommet ved Variationerne, er begyndende Arter. Livets Udvikling paa Joiden er uafbrudt som Jordens egen. Alle Ligheder skyl- des fælles Nedstamning, alle Uligheder Tilpasning til forskellige Livsvilkaar. Det naturlige System er eller bør være et Stamtræ, og i dette maa ogsaa de ud- døde Arter tages med op. Hvordan kom Lamarck ind paa disse Tanker? Han skulde bringe Orden i de store Dyregrupper i Museet, i hvilke der hidtil havde været Urede, og saa siødte han paa den store Vanskelighed, det ofte kunde være at skelne mellem Arter og Varieteter, fordi der fandtes Overgangsrækker mellem dem. Jeg troede, skrev han 1802, at der var Arter til, og at de var bestandige, men jeg tog fejl; i Naturen eksisterer der i Virkeligheden kun Enkeltvæsener. Hvad »Art« er, er vanskeligt at afgøre; det er ganske vilkaarligt, naai vi opstiller »Arter«. Hver Systematiker i Nutiden, Zoolog som Bota- niker, maa give ham Ret heri; hvor mange unyttige Stridigheder har der ikke været om, hvorvidt en given Form er en »god« Art eller ikke. Var der større For- skelligheder mellem to Formgrupper, kaldte man dem Arter, var der ringere Forskel, Varieteter. Vi ser, al der mellem mange formentlige Arter er Mellemformer, smaa Afvigelser, som knytter dem sammen, uden at vi derfor just finder ganske uafbrudte Rækker, og vi taler derfor om Afarter, Varieteter, Racer, Sorter. Og det er en almindelig Erfaring, at jo større Museernes Samlinger bliver, og jo flere Former vi lærer at kende, desto flere Mellemrum mellem Arterne udfyldes; Skille- linierne udviskes. Ikke blot mange Slægter, siger La- marck, men hele Ordener eller Klasser viser os den