Nedstamningslæren

5. Jean Baptiste Lamarck. 55 samme Tingenes Tilstand. Enhver intelligent Dyre- opdrætter eller Jordbruger vil kende til mange saa- danne »Racer«, »Sorter«, »Varieteter« osv., som mere eller mindre afviger fra, hvad vi anser for Hoved- arten. Hvor vanskeligt Forholdet kan være, ser vi bl. a. med de 1600 Millioner Mennesker, som nu lever paa Jorden; bortset fra de individuelle Forskelligheder, der viser sig i, at ikke to Mennesker er ganske ens, saa er der jo langt større Race-Forskelligheder mel- lem dem, men der er ingen saa skarpe Grænser mel- lem alle disse Mennesker, at Videnskaben er paa del rene med, om der virkelig er flere Arter eller kun een med mange arvelige Racer og Blandinger af disse. Vi maa give Lamarck Ret i, at der er noget meget vilkaarligt og kunstigt i vore Adskillelser af de systematiske Grupper; Naturen kender i Virkelig- heden intet til Begreberne »Art«, »Slægt», »Familie« osv., men det er nu alligevel praktisk nødvendigt for os, at vi har Artsnavne osv., for at Oversigten over og Kendskabet til saa mange forskellige Legemer kan blive mulig. Lamarck kom altsaa ved saaledes at se paa Tin- gene til det Resultat, at Livet er »kontinuerligt«, d.e. at der er en uafbrudt Række af Former, som ned- stammer fra hverandre, og derfor paa mange Punkter er forenede med hverandre. Vi behøver dog ikke at tage den gamle græske Filosofs Ord: »Alting Ilyder« saa bogstaveligt, at vi tænker os en sammenhængende Strøm. Timeviserne paa vore Uhre synes jo at glide ganske uafbrudt, og dog bevæger ogsaa de sig i smaa Stød ligesom Sekundviserne. Men vi ser jo ikke, at Arterne forandrer sig, vil man maaske indvende mod Lamarck; selv naar vi gaar Aartusinder tilbage, finder vi Arter, der gan-