Nedstamningslæren

5. Jean Baptiste Lamarck. 65 Skolen og i Livet ofte surt erhvervede Færdigheder og Evner gik i Arv til vore Børn. Men Lamarck kommer desværre all for let over Vanskelighederne; han antager Arvelighed af »erhvervede Egenska- ber« som noget selvfølgeligt, men giver ikke Spor af Bevis derfor. Lamarck havde en sørgelig Skæbne. Da han døde i 1829, 85 Aar gammel, havde han maattet henleve de sid- ste 10 Aar blind og i Nød og Trang; den sidste Del af sit store Værk om de hvirvel- løse Dyr havde han derfor efter Hukom- melsen maattet diktere sine Døtre. Men hvad der maa have været endnu tungere for ham, var, at hans Nedstam- ningslære, i hvilken han havde nedlagt saa Fig. 25. Lamarck. mange Tanker og saa meget virkeligt sundt og godt Arbejde, saa langt fra havde vundet Anerken- delse, at han næsten stod ene med den; han havde egentlig kun een Meningsfælle, Zoologen Geoffroy Saint Hilaire. Der er flere Grunde til denne Skæbne; nogle skyldes ham selv, idet hans Lære var* for spekulativ og fantastisk; der var for mange ubeviste Paastande, og de var for lidet underbyggede med Kendsgerninger og slet ikke med Forsøg. Han ind- lod sig paa rene Spekulationer oin Sjælelivets Fæno- Nedstamningslæren. 5